Fortællingerne om de dårligt udstyrede russiske soldater i Ukraine er efterhånden mange og bredt kendte.
En af dem er den studerende Vladimir. Han har kæmpet for de pro-russiske fraktioner i Ukraine, men er for nylig blevet fritaget fra tjeneste.
Til Reuters fortæller han, at han - og mange andre - blev udstyret med en oldgammel Mosin-finskytteriffel, der stammer fra Soviet-tiden.
Finskytteriflen blev først konstrueret i Tsar-tiden i slutningen af 1800-tallet, men Vladimirs udgave var 'kun' 100 år gammel, da der er tale om en opdateret version fra 1930'erne.
Seneste nyt fra krigen i lyd og billeder
Delte mad og sovepose
Det er dog ikke udelukkende på våbenfronten, at det stod sløjt til for Vladimir og hans krigskammerater.
Han fortæller nemlig, at de også måtte dele soveposerne imellem sig.
- Der var ikke altid nok soveposer til alle, så man kunne kun dække sig med sin regnfrakke. Vi var i stand til at få to-tre personer ned i samme sovepose, så man kunne holde varmen, fortæller han.
Også feltrationerne måtte deles mellem soldaterne, da der heller ikke var nok mad til alle, fortæller Vladimir.
Ikke alene
Vladimirs historie fra frontlinjen står dog ikke alene.
Der har været flere meldinger om lignende forhold hos andre unge mænd, der er blevet sendt i krig.
Efter problematikken blev offentligt kendt i Rusland, krævede præsident Vladimir Putin en bedre koordination mellem myndighederne, regionerne og den industri, der producerer soldaternes udstyr.
I september beordrede Putin en delvis mobilisering, men de pro-russiske fraktioner i Donbass-regionen har hvervet unge mænd til krigen i lang tid forinden.