Sådan ville Islamisk Stat angribe militærbase med danskere

Pentagon oplyser, at cirka 25 krigere fra Islamisk Stat, iklædt irakiske militæruniformer, deltog i angrebet på militærbasen Ain al-Asad i Irak - heriblandt var flere selvmordsbombere

Krigere fra Islamisk Stat var villige til at ofre livet tidligere fredag, da de angreb dansk militærbase (Arkivfoto: AP)
Krigere fra Islamisk Stat var villige til at ofre livet tidligere fredag, da de angreb dansk militærbase (Arkivfoto: AP)

Krigere  fra Islamisk Stat var klar til at gå i døden, da de fredag morgen angreb militærbasen Ain al-Asad i Irak, hvor 120 danskere er udstationeret.

Cirka 25 krigere fra terror-organisationen angreb basen. Derudover havde de flere med, der havde bombebælter på, så de kunne springe sig selv i luften. Det oplyser Pentagon ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.

Havde forklædt sig
Admiral John Kirby fortalte på pressemødet, at krigeren fra Islamisk Stat havde iført sig irakiske militæruniformer, men de blev alligevel antastet ved basens perimeter-hegn, inden de havde held med at trænge ind.

Her kom de i skudkamp med irakiske sikkerhedsstyrker, og de fleste af krigerne blev dræbt, mens flere af selvmords-bomberne detonerede deres veste.

I første omgang var der tvivl om, det var lykkedes krigerne at komme ind på basen, men det viste sig sidenhen, at de irakiske styrker havde slået angrebet helt tilbage.

De danske soldater var ikke involveret i kampen fastslog major og presseofficer i forsvaret Erik Bøttker over for Ekstra Bladet tidligere fredag.

- Alle vores soldater er i sikkerhed og har det godt, og det er en politisk beslutning, om vi skal kalde dem hjem. Det er der dog intet operativt, der taler for, sagde han.

Fortsat kampe
Islamisk Stat har dog ikke givet op i området omkring basen. De har nemlig indtaget byen al-Baghdadi i den irakiske Anbar-provins, få kilometer fra militærbasen Ain al-Asad. Det er sket i løbet af de seneste dage.

- Vi vurderer, at de nu har taget kontrol med al-Baghdadi, siger talsmanden, admiral John Kirby.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere