Satellitfoto afslører aktivitet på omstridt base

Aktivitet på Nordkoreas Tongchang-ri base efter topmøde kollapsede

Tilbage i januar viste det sig, at Nordkorea ikke er ved at afvikle sit atomvåben-program - på trods af, at det blev aftalt med USA. Camilla Sørensen fra forsvarsakademiet forklarer her sagen. Producer: Kristian Hansen

Nye satellitbilleder indikerer, at Nordkorea er begyndt at genopføre dele af en base, hvor der kan testes langdistancemissiler.

Det skriver CNN på baggrund af billedmateriale og oplysninger fra to tænketanke, der har ekspertise i Nordkorea.

Ifølge CNN har der været fornyet aktivitet på Sohae-basen ved Tongchang-ri, der ellers har ligget i dvale siden august sidste år.

Aktiviteten begyndte lige omkring tidspunktet for topmødet mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, der torsdag endte brat uden en aftale.

Foto af Tongchang-ri, Nordkorea, er taget 2. marts og viser fornyet aktivitet på basen. Foto: CSIS/Beyond Parallel/DigitalGlobe/ Reuters
Foto af Tongchang-ri, Nordkorea, er taget 2. marts og viser fornyet aktivitet på basen. Foto: CSIS/Beyond Parallel/DigitalGlobe/ Reuters
 

Oplysningerne kommer samtidig med, at USA truer med at øge sanktionerne mod Nordkorea, hvis ikke nordkoreanerne afvikler landets atomprogram.

- Hvis ikke de er villige til det, så har præsident Trump været meget klar, siger Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, til Fox News.

- De ødelæggende økonomiske sanktioner vil ikke blive lettet, og vi vil rent faktisk se på at øge disse sanktioner.

USA og Nordkorea er kommet med forskellige forklaringer på, hvorfor forhandlingerne i sidste uge brød sammen.

Topmødet mellem de to statsledere fik en brat afslutning. Foto: Reuters
Topmødet mellem de to statsledere fik en brat afslutning. Foto: Reuters
 

Trump sagde til journalister, at Kim Jong-un krævede, at USA ophævede alle sanktioner mod landet. Ifølge Trump var det Nordkoreas krav for at lukke det omstridte atomkompleks Yongbyon.

Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, har dog afvist USA's forklaring.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, siger, at han håber at sende en amerikansk delegation til Nordkorea allerede inden for de næste par uger.

Topmødet i Hanoi var anden gang, de to ledere mødtes. Trump og Kim mødtes første gang i juni 2018 i Singapore.

FN: Nordkoreas fødevareproduktion når rekordlavt niveau

Nordkoreas fødevareproduktion har nået det laveste niveau i mere end et årti. Det viser en rapport fra FN onsdag.

Årsagen er en kombination af naturkatastrofer, mangel på dyrkbar jord og et ineffektivt landbrug, lyder vurderingen.

Det isolerede nordkoreanske styre, som er underlagt en række sanktioner på grund af sit atomprogram, har længe haft problemer med at producere fødevarer nok til landets befolkning.

Landet er således i forvejen ramt af en vedvarende fødevaremangel. Men den dårlige høst i Nordkorea sidste år har forværret krisen.

I 2018 nåede fødevareproduktionen op på 4,95 millioner ton, hvilket er 500.000 ton mindre end året før, viser FN's rapport.

Fødevaremanglen betyder, at næsten 11 millioner mennesker sidste år havde brug for humanitær nødhjælp i Nordkorea.

Det er en stigning på 600.000 fra året før og svarer i alt til omkring 43 procent af landets befolkning, konkluderer FN's rapport. (Ritzau)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere