Selvmordsbombere dræber op mod 20 personer i Irak

Mandag har en serie af selvmordsangreb på tværs af Irak dræbt op mod 20 personer

En række af selvmordsangreb rettet mod irakiske regeringsstyrker og medlemmer af shiamuslimske militser har mandag formiddag dræbt adskillige personer flere forskellige steder i Irak.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at der er tale om tre selvmordsbombere, der har sprængt sig selv i luften henholdsvis nær hovedstaden, Bagdad, og i den sydlige del af landet. Irakiske embedsmænd melder ifølge AFP om mindst ti dræbte og mindst 45 sårede.

En af selvmordsbomberne slog til mod en hær- og politikontrolpost i det nordlige Bagdad, mens to andre slog til mod henholdsvis paramilitære styrker på gaden i byen Mishahada nord for Bagdad og en restaurant i byen Nasiriyah i det sydlige Irak.

Imens skriver nyhedsbureauet Reuters, at irakiske sikkerhedskilder oplyser, at der er tale om omkring 20 dræbte og 60 sårede i en serie af selvmordsangreb på tværs af landet.

Ingen har endnu taget skylden for angrebene, men den militante gruppe Islamisk Stat (IS) udfører ofte selvmordsangreb rettet mod både civile og sikkerhedsstyrker i Irak.

I 2014 lykkedes det Islamisk Stat at tage kontrollen over flere områder nord og vest for Bagdad, men siden har irakiske styrker generobret flere af områderne med hjælp fra træning fra amerikanske soldater og amerikanskledede luftangreb.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere