Separatister og soldater i direkte kampe i Østukraine

Våbenhvilen i det østlige Ukraine holder ikke. Separatister og soldater kæmper i Debaltseves gader

Der er tirsdag formiddag kampe i byen Debaltseve, et jernbaneknudepunkt i regionen Donetsk i det østlige Ukraine.

Det siger både ukrainsk militær og separatister ifølge AFP.

Det er første gang, at direkte kampe finder sted i byen, der indtil nu har været scene for artilleri-udveksling mellem tusindvis af regeringsstyrker og oprørere.

- Der finder kampe sted lige nu med separatister, der stormer vores positioner, siger en talsmand for Ukraines militær til AFP.

- Grupper af separatister går ind i selve byen, siger han.

Den regionale vicepolitichef, Ilja Kiva, siger over telefon, at separatisterne er tungt bevæbnet.

- Der er sårede og dræbte, men vi kan ikke bekræfte antallet, da kampene fortsat finder sted, siger han.

Kampene finder sted, på trods af at en våbenhvile lørdag aften trådte i kraft i det østlige Ukraine.

Aftalen om våbenhvilen blev indgået i Minsk i Hviderusland i sidste uge efter maratonforhandlinger mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, Ukraines Porosjenko, Tysklands kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande.

Natten til tirsdag blev de politiske ledere fra Rusland, Ukraine og Tyskland enige om konkrete tiltag, der skal sikre observatører adgang til Debaltseve.

Ifølge en talsmand for den tyske regering diskuterede Ruslands præsident, Vladimir Putin, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, desuden tilbagetrækningen af tunge våben fra det krigshærgede område.

Men det kræver, at der er ubetinget våbenhvile, siger en talsmand fra Ukraines militær i en tv-transmitteret nyhedsbriefing.

- Ukraine er parat til at trække sine tunge våben tilbage fra det østlige Ukraine, når man kan se en fuldstændig våbenhvile i konfliktzoner, som kontrolleres af prorussiske separatister, siger militærets talsmand Andrej Lysenko.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere