Sikkerhedsrådet: Stop angreb mod hospitaler i krigszoner

FN's Sikkerhedsråd vedtager enstemmigt en resolution, der kræver stop for angreb mod hospitaler i krigszoner

Alle stridende parter skal beskytte hospitaler og sundhedsklinikker i lande, hvor der er krig og konflikt.

Det kræver FN's Sikkerhedsråd med en ny resolution, som alle 15 medlemslande i rådet tirsdag stemte for.

Resolutionsteksten fordømmer målrettede angreb mod hospitaler og sundhedspersonale og minder om, at sådanne angreb er krigsforbrydelser.

- Der vil ikke være straffrihed for bagmændene bag angreb mod lægelige faciliteter og sundhedspersonale, siger den franske FN-ambassadør, François Delattre.

Resolutionen er ikke banebrydende, men den britiske FN-ambassadør, Matthew Rycroft, siger, at den er en vigtig påmindelse om, at hospitaler, ambulancer og sundhedsmandskab aldrig må blive bombemål i en krig.

Afstemningen finder sted i kølvandet på en stærkt bekymrende stigning i antallet af angreb mod hospitaler og deres ansatte i krigszoner verden over.

Samme dag, som Sikkerhedsrådet stemte om resolutionen, meldes mindst 19 mennesker dræbt og 80 såret ved et oprørsangreb, der også ramte et hospital i den syriske storby Aleppo tirsdag.

Det meddeler statsligt syrisk tv og overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Torsdag i sidste uge blev et hospital i et oprørskontrolleret område af den syriske storby ødelagt ved et direkte bombardement. Syriens Observatorium for Menneskerettigheder sagde, at mindst 27 personer omkom ved det angreb.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere