Stefan Weichert og Emil Filtenborg er tilbage i Danmark.
De to journalister, der blev ramt af skud i Ukraine, mens de dækkede konflikten for Ekstra Bladet, er således i gode hænder på Skejby Sygehus i udkanten af Aarhus.
Det oplyser Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix.
- Vores to folk ankom på Skejby Sygehus ved 22-tiden torsdag aften. De er begge meget glade for at være hjemme igen på dansk jord. Lægerne på Skejby er nu i gang med at vurdere, om der er behov for yderligere behandling end den, der allerede er iværksat, udtaler han.
Ifølge Stefan Weichert er de lettede, selv om turen har været lang.
- Vi er rigtig glade for at være hjemme, men vi er selvfølgelig trætte og smadrede efter den lange tur. Vi vil gerne sige tak til alle, der har hjulpet. Og så håber vi, at fokus kan komme tilbage på konflikten i Ukraine, fortæller han til Ekstra Bladet.
De to journalister og deres familier beder derfor om fred og ro til at komme sig og frabeder sig yderligere kontakt fra pressen.
Ramt af flere skud
Steffen Weichert blev ramt af et skud i skulderen omkring kravebenet, mens Emil Filtenborg blev skudt i begge ben og den nedre del af ryggen.
Den første evakueringsplan, der blev lagt med det eksterne sikkerhedsfirma Guardian, var, at der skulle køre en ambulance fra Danmark med to topprofessionelle folk ind i Ukraine og hente dem ud, men det viste sig umuligt.
De to journalister, der først var indlagt i Poltava, blev i stedet transporteret med tog til byen Odessa i det sydlige Ukraine, hvor de igen var indlagt. Efterfølgende blev de samlet op af to folk fra Guardian, som transporterede dem det sidste stykke ud af Ukraine.