Skudt og dræbt i skisportsområde: Troede han var et dyr

Jæger troede, at manden var et dyr

Idyllisk ser det ud - både med og uden sne, men de franske jægere i området skal man tage sig i agt for. Foto: Shutterstock
Idyllisk ser det ud - både med og uden sne, men de franske jægere i området skal man tage sig i agt for. Foto: Shutterstock

Hvis der er noget, danskerne elsker, er det ferier med skiløb eller mountainbike-kørsel i kuperet terræn, og derfor rejser tusindvis af danskere til Alperne.

Men hvis de befandt sig i Montriond lidt nord for det populære Anvoriaz lørdag, fik de en slem forskrækkelse. Her blev en 34-årig brite skudt og dræbt, mens han kørte mountainbike i skovene oppe i højderne, skriver The Mirror.

Den tragiske ulykke fandt sted ved 18-tiden og tilsyneladende er briten blevet forvekslet med et hurtigt bevægende dyr. Jægeren, som dræbte den cyklende brite, er efter sigende gået i chok. Men politiet har alligevel valgt at efterforske dødsfaldet som uforsætligt manddrab.

Kørsel på mountainbike i kuperet skovterræn er et hit i hele Europa. Danskerne ræser af sted både i Hareskoven og i Alperne. Foto: Polfoto
Kørsel på mountainbike i kuperet skovterræn er et hit i hele Europa. Danskerne ræser af sted både i Hareskoven og i Alperne. Foto: Polfoto
 

Den cyklende brite blev ifølge avisens oplyninger dræbt øjeblikkelig, da kuglen fra den 22-årige jægers våben ramte ham.

The Mirror skriver, at den unge jæger efter alt at dømme kan imødese en fængselsdom.

Den 34-årige brite var 'lokal', idet han drev en restaurant i det lille ski-resort  Les Gets, nær ved Morzine.

Britens død er det seneste i rækken af tragiske dødsfald i forbindelse med Frankrigs jagtsæson, der begyndte i sidste måned.

Flere er dræbt og adskillige er såret af vådeskud.

Ved denne lejlighed, hvor briten blev skudt, var 22-årige jæger en del af et større jagtselskab på 18 personer, der drev jagt denne eftermiddag i netop det skovområde, hvor briten cyklede.

Jægeren må have været noget uopmærksom, idet de færreste vilde dyr er iført neonfarvet cykeltøj, som briten ifølge The Mirrors oplysninger var iført.