Sorgens hus: Her samles pårørende for at mindes

Familiemedlemmer til 4U9425-ofre fra både Tyskland og Frankrig samles for foden af dødens bjerg

Bygningen med det røde tag hedder Chapelle Ardente. Her samles pårørende til ofrene for at mindes deres kære. Foto: Jakob Jørgensen
Bygningen med det røde tag hedder Chapelle Ardente. Her samles pårørende til ofrene for at mindes deres kære. Foto: Jakob Jørgensen

SEYNE-LES-ALPES, SYDFRANKRIG (Ekstra Bladet): For foden af landsbyen Seyne ved Alperne i Frankrig ligger en stor bygning med rødt tag, som til dagligt fungerer som idrætssal for byens unge. Chapelle Ardente hedder stedet.

I disse dage er det store hus dog omdøbt til sorgens hus. Flere af de mange pårørende er nemlig blevet fragtet i bus fra Barcelona og med fly og senere bus fra Düsseldorf til Chapelle Ardente, for at de kan komme så tæt på det bjerg, der stod i vejen for deres kæres fortsatte rejse i tirsdags.

Gemt bag telte
Sent tirsdag aften oplyste Lufthansa, at de ville sørge for, at pårørende til de 150 ofre kunne blive fløjet gratis til ulykkesstedet i går, onsdag. Samme tilbud blev givet fra Barcelona. De to byer blev valgt, fordi 4U9425 tirsdag lettede fra Barcelona med retning mod den tyske by, Düsseldorf. 72 tyskere og 51 spaniere blev dræbt i kollisionen med bjerget.

Onsdag eftermiddag ankom de første busser med pårørende i Seyne. Franske politibetjente har bevogtet bygningen konstant siden tirsdag, hvor Chapelle Ardente officielt blev gjort til mindested for de mange ofre. Derfor var det umuligt for Ekstra Bladet at komme tæt på bygningen og dermed de pårørende.

- I kan ikke komme derned, for politiet sørger for, at det er et hus, hvor man mindes og ikke snakker med pressen, fortæller en medarbejder fra byens turistkontor.

Det er trist for alle - også hele byen, siger Anne Davie, der bor i Seyne-les-Alpes. Foto: Jakob Jørgensen
Det er trist for alle - også hele byen, siger Anne Davie, der bor i Seyne-les-Alpes. Foto: Jakob Jørgensen

Myndighederne har også opstillet flere lange telte foran huset, for at de pårørende kan gå roligt ind i huset uden at bekymre sig om fotografernes massive telelinser.

Kan flyves til dødens dal
Når fly styrter, sættes der i det hele taget stort fokus på at hjælpe de pårørende så godt som muligt. Det er blandt andet, derfor de er blevet tilbudt at komme til Seyne-Les-Alpes, for at komme så tæt på dødsbjerget som muligt.

Faktisk vil det også være muligt for familiemedlemmerne at blive fløjet helt ud til dødens dal for at se, hvor deres elskede endte deres sidste rejse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere