Alt imens verdens blik er rettet mod Ruslands invasion af Ukraine, så kan der være en ny konflikt under opsejling.
Irans myndighededer berettede i hvert fald søndag om et mystisk droneangreb, der lørdag skulle være rettet mod en af deres militærfaciliteter i Isfahan.
Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og CNN.
Ifølge Irans myndigheder var tre små droner skyld i en eksplosion, som ødelagde dele af en bygning, men ingen personer omkom i eksplosionen.
Var det Israel?
Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, har udtalt, det er et 'kujonagtigt' angreb, der skal forsøge at destabilisere landet.
I længere tid vidste man ikke, hvem der stod bag angrebet, men nu tyder det på, at det er Israel.
Søndag aften kunne Reuters fortælle, at en anonym person fra de amerikanske myndigheder mente, at det lignede, at det var Israel, der stod bag angrebet i Iran.
New York Times skrev har også skrevet om, at det var Israels efterretningstjeneste, Mossad, der stod bag angrebet. De citerer også en anonym kilde, som efter sigende skulle være bekendt med den amerikansk-israelske dialog omkring angrebet.
Motivet er uklart
Selv har Israel ikke taget ansvar for angrebet, og Iran har heller ikke beskyldt Israel for at stå bag.
Ligeledes er motivet for angrebet stadigvæk uklart, men Isfahan er epicenteret for Irans missilproduktion - herunder både research og produktion.
Israel har også tidligere gjort det klart, at de er villige til at angribe iranske mål, hvis det ikke er til at stoppe Irans atombombe-produktion med diplomati.