Stormagter i blodig konflikt: - Begyndelsen til enden

Kamphandlingerne mellem Indien og Kina er de første af sin slags, der har ført til dræbte soldater i mere end 45 år

Grænsestriden mellem Indien og Kina er for alvor blusset op igen. Video/redigering: Reuters/Kristian Hansen

To af verdens største nationer er på kollisionskurs.

Indien og Kina har i snart 60 år været i en bitter strid om grænseområdet i det østlige Kashmir-region Ladakh ved Himalaya-bjergene. 

Tirsdag udbrød der regulære kampe mellem grænsevagter fra begge sider. Mindst 20 indiske soldater blev ifølge regeringen i Delhi dræbt med knive og andre våben, mens det rapporteres, at 43 kinesiske soldater mistede livet. Det tal er dog ikke bekræftet af styret i Beijing.

Se også: Stormagtskonflikt eskalerer: 'Betydelige bevægelser af tropper'

Artiklen fortsætter under billedet ...

Indiske grænsevagter bevogter en landevej, der leder til byen Leh, som er den største i Ladakh på grænsen til Kina. Foto: Tauseef Mustafa/Ritzau Scanpix
Indiske grænsevagter bevogter en landevej, der leder til byen Leh, som er den største i Ladakh på grænsen til Kina. Foto: Tauseef Mustafa/Ritzau Scanpix

Meget på spil
Det er første gang i 45 år, at soldater mister livet i kamphandlinger i området, der i 1993 blev delt mellem de to atommagter ved oprettelsen af den såkaldte grænse kaldet 'Line of Actual Control'.

Den grænse består mest af floder og bjerge, men er ikke som sådan optegnet. Netop derfor er der uenighed om, hvor de to landes militær må patruljere, fortæller Yang Jiang, der er seniorforsker ved DIIS, til Ekstra Bladet:

- De bebrejder hinanden for at overskride grænsen med soldater. Kina har gentagne gange advaret om at stoppe, hvis man vil undgå kampe. Indien derimod hævder, at de forsøger at sikre, at Kina ikke hindrer dem i at patruljere i området, siger hun og fortsætter:

- Men begge parter bruger naturlandmærker som søer til at sætte grænsen, der derfor må betegnes som meget svag. Det har potentialet til konflikt.

Provokation
Kinas udenrigsministeriums talsmand, Zhao Lijian, sagde tirsdag, at 'indiske soldater krydsede grænselinjen to gange mandag og provokerede og angreb kinesisk personel'.

- Dette førte til en alvorlig fysisk konfrontation mellem grænsestyrkerne på de to sider, siger han.

Indiens udenrigsministerium meddeler i en erklæring, at dødsfaldene kunne være undgået, hvis Kina havde fulgt aftalen om at deeskalere spændinger mellem landene. Det skriver Reuters.

Ifølge Indiens tidligere hærchef Bikram Singh kan de seneste kampe mellem Kina og Indien få alvorlige konsekvenser.

- Vi har ikke set tabstal ved The Line of Actual Control i mindst 45 år. Det er måske en game-changer. Det kan blive begyndelsen til enden for det de forhold, som Indien har haft til Kina i 45 år, siger han til CNN.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Galwan-Dalen i Ladakh kontrolleres af Kina, der mener, at Indien med jævne mellemrum sender sine tropper ind i området. Foto: Planet Labs Inc/Ritzau Scanpix
Galwan-Dalen i Ladakh kontrolleres af Kina, der mener, at Indien med jævne mellemrum sender sine tropper ind i området. Foto: Planet Labs Inc/Ritzau Scanpix

Gammel konflikt
I 1962 udkæmpede de to nationer en blodig krig om Ladakh-regionen for foden af Himalaya-bjergkæden. Indien hævder, at området tilhører dem, mens Kina mener, at det er deres land.

I Himalaya er soldater fra både Kina og Indien blevet sendt til Galwan-Dalen i i den højt beliggende Ladakh-region. Her er beskyldninger om grænsekrænkelser bølget frem og tilbage i ugevis.

På begge sider har militær oprettet forsvarsstillinger. Men det er langtfra sikkert, at konflikten vil eskalerer yderligere, vurderer Yang Jiang.

- Modi (Indiens premierminister, red.) og Xi Jinping (Kinas præsident, red.) prøver begge at nedtone situationen. Men det afhænger af, hvor villige de begge er til at få det til at ske.

Onsdag har Indiens premierminister, Narendra Modi, opfordret parterne til at afholde et topmøde allerede fredag.