Stort jordskælv rammer ud for Japans kyst

Flere huse var uden strøm, da et kraftigt jordskælv fandt sted ud for Japans østkyst

En hotelgæst i Fukushima filmede, da jordskælvet ramte

Et jordskælv, der målte 7,1 på richterskalaen har lørdag ramt ud for Japans østkyst.

Det oplyser Japans Meteorologiske Agentur ifølge Reuters.

Snesevis af mennesker er kvæstet efter et kraftigt jordskælv ud for Japans østkyst lørdag. Det skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo ifølge Reuters.

Flere bygninger rystede, der var omfattende strømafbrydelser, men umiddelbart ser der ikke ud til at være større materiale skader, og der var ingen efterfølgende tsunamivarsel.

Ifølge en talsmand fra regeringen var 950.000 huse uden strøm.

Epicenteret for jordskælvet var 60 kilometer ud for Fukushima-kysten, skriver Reuters.

Jordskælvet blev registreret omkring klokken 15.08 dansk tid, hvor bygningerne i hovedstaden, Tokyo, blev påvirket af skælvet.

I 2011 var det et jordskælv på 9,0 på richterskalaen, der forårsagede katastrofen på atomkraftværket Fukushima Daiichi.

Krig & katastrofer Atomkraftulykke koster Japan over 1200 milliarder kroner

Umiddelbart ser ingen af de nærliggende atomkraftværker ud til at være påvirket af jordskælvet, men myndighederne er stadig i gang med undersøgelser.

Jordskælv er almindelige i Japan, der ligger i et af verdens mest aktive seismiske områder. Japan tegner sig for omkring 20 procent af verdens jordskælv med seks eller derover på richterskalaen.