Styrtregn oversvømmer japanske byer og 38 har mistet livet

38 mennesker er omkommet, og yderligere 47 er savnet, efter at skybrud har ramt flere egne i Japan

Se billeder fra oversvømmelserne her. Video: AP

Historisk kraftig regn har ramt Japan, hvor flere end 1,6 millioner mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i den vestlige og centrale del af landet.

Uvejret har kostet 38 personer livet. Yderligere 47 er meldt savnet, rapporterer den japanske tv-kanal NHK ifølge nyhedsbureauet AP.

Japans meteorologiske institut har udsendt særlige vejrvarslinger, der gælder for den vestlige del af Japans største ø, Honshu.

Her opfordres borgerne til at være ekstra varsomme, da der er risiko for jordskred, stigende vandstand i floderne og kraftig vind.

Ifølge det meteorologiske institut er der fare for, at det voldsomme vejr vil fortsætte. Områder, der allerede er blevet ramt af kraftig regn, kan forvente yderligere nedbør søndag.

I Motoyama, en by på øen Shikoko, faldt der eksempelvis 583 millimeter regn på 24 timer mellem fredag og lørdag morgen. Til sammenligning falder der i gennemsnit 792 millimeter i Danmark i løbet af et helt år.

Der er indsat omkring 48.000 politibetjente, brandmænd og personer fra Japans forsvar til at hjælpe ved jordskred og andre problematiske situationer i forbindelse med det ekstreme vejr.

Foruden de 1,6 millioner mennesker, der er blevet direkte beordret til at forlade deres hjem, er 3,1 million borgere blevet opfordret til også at rejse hjemmefra.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere