Sverige registrerer 78 coronadødsfald på et døgn

Siden smitteudbruddets begyndelse er i alt 46.814 personer blev bekræftet smittet med coronavirus i Sverige

Yderligere 78 personer med coronavirus er registreret døde i Sverige det seneste døgn. Det viser Folkhälsomyndighetens seneste statistik.

Dermed er der i alt registreret 4795 dødsfald blandt coronapatienter i Sverige.

Siden smitteudbruddets begyndelse er i alt 46.814 personer blev bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

Antallet af personer, som får eller har fået intensiv behandling for sygdommen, er på 2232.

Statsepidemiolog Anders Tegnell sagde tirsdag, at der på de svenske intensivafdelinger udtrykkes støtte til hans antagelse om, at epidemien ikke er tiltagende i Sverige, da antallet af smittetilfælde fortsat falder.

- Vi har registreret et øget antal smittetilfælde i de seneste dage, men I kan se, at det beror på, at vi tester flere, sagde han.

Ifølge Tegnells udtalelser tirsdag er der også er en faldende trend i antallet af dødsfald med corona.

Onsdagens coronatal i Sverige blev offentliggjort uden et pressemøde. De svenske sundhedsmyndigheder har ellers hidtil afholdt pressemøder alle hverdage klokken 14 under coronakrisen.

En pressemeddelelse fastslår, at der fremover skæres ned på de daglige pressemøder med Folkhälsomyndigheten og Socialstyrelsen og MSB, som er den samlende myndighed for svenske beredskaber.

- Hen over sommeren vil der kun være pressemøder tirsdage og torsdage, skriver Folkhälsomyndigheten.