Sverige støtter coronaramt erhvervsliv med 300 milliarder

Både Sverige og Norge har mandag præsenteret krisepakker, der skal redde job og firmaer under coronakrisen

En krisepakke, der mandag er offentliggjort, kan støtte det svenske erhvervsliv med op til 300 milliarder svenske kroner, fortalte finansminister Magdalena Andersson mandag på et pressemøde. Foto: 10070 Jessica Gow/Tt/Ritzau Scanpix
En krisepakke, der mandag er offentliggjort, kan støtte det svenske erhvervsliv med op til 300 milliarder svenske kroner, fortalte finansminister Magdalena Andersson mandag på et pressemøde. Foto: 10070 Jessica Gow/Tt/Ritzau Scanpix

Den svenske regering har mandag formiddag præsenteret en krisepakke, der skal hjælpe landets erhvervsliv under det igangværende coronavirusudbrud.

Hjælpepakken har en værdi på op mod 300 milliarder svenske kroner - svarende til godt 200 milliarder danske kroner.

Det siger Sveriges finansminister, Magdalena Andersson, på et pressemøde.

- Sverige har en tung og stressende periode foran sig, siger hun.

Medarbejdere vil under den nye aftale kunne sikre sig at få udbetalt 90 procent af deres løn. Arbejdsgiveren vil stå for op mod 50 procent, mens staten står for resten. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

- Afhængigt af hvordan situationen udvikler sig, så kan denne pakke dække ind for 300 milliarder kroner, siger finansministeren.

Også den norske regering har mandag præsenteret en hjælpepakke.

I den lyder det blandt andet, at folk, der sendes hjem fra arbejde, har ret til fuld løn i 20 dage. Det er arbejdsgiverens opgave at betale løn de første to dage. Staten overtager ansvaret for de sidste 18 dage, skriver norske NRK.

- Al politik handler om folk og deres liv. Taxachaufføren, frisøren, industriarbejderen og andre arbejdstagere, som havde trygge indtægter for bare en uge siden, oplever nu stor usikkerhed.

- Vores tiltag vil hjælpe dem og de norske selskaber, som allerede står i en rigtig svær situation, siger Trygve Slagsvold Vedum, der leder Senterpartiet i den norske opposition, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det er et samlet Storting, der står bag aftalen i Norge.

I Danmark præsenterede regeringen søndag en aftale for erhvervslivet.

Den giver en lønkompensation til funktionærer på 75 procent af den løn, som virksomheder betaler medarbejdere, som må sendes hjem på grund af økonomisk nedgang som følge af corona.

For danske timelønnede er lønkompensationen på 90 procent.