Sveriges statsepidemiolog: Vi burde have gjort mere mod corona

I dag ville vi have gjort en ting mellem det, vi har gjort, og det, resten af verden har gjort, siger Tegnell

'Sveriges model er den fremtidige model', lød det ellers i epidemiens tidlige faste fra WHO. Video: Reuters

Sverige burde have truffet flere forholdsregler mod det nye coronavirus fra begyndelsen, siger statsepidemiolog Anders Tegnell til Sveriges Radio.

- Skulle vi komme til at støde på samme sygdom med præcis den viden, som vi har i dag, tror jeg, at vi ville have gjort en mellemting mellem det, som Sverige har gjort, og det, som resten af verden har gjort, siger Tegnell til nyhedsprogrammet Ekot.

- Ja, jeg mener, at der eksisterer et forbedringspotentiale i det, som vi har gjort i Sverige, helt klart. Og det er godt at vide mere eksakt, hvad man skal lukke ned for at hindre smittespredning bedre.

Sverige har valgt en noget anden strategi i kampen mod coronavirus end de fleste andre lande.

Blandt andet har landets skoler og restauranter på intet tidspunkt været beordret lukket.

Anders Tegnell, som er læge med speciale i infektionssygdomme og embedsmand, har hele tiden hævdet, at Sverige har haft den mest udholdende strategi.

Men han er nu mere selvkritisk på baggrund af de høje dødstal i Sverige.

- Er der indtil nu for mange, som er døde for tidligt i Sverige?

– Ja, absolut, svarer Tegnell i interviewet med Sveriges Radio.

Der dør stadig omkring 50 personer dagligt i Sverige, og antallet af dødsfald med coronavirus er indtil vider opgjort til 4468 personer.

- Det er det, som vi skal tænke over i fremtiden - om der var nogen måde, hvorpå det kunne have været hindret, siger Tegnell.

Han er usikker på, hvilke forholdsregler Sverige kunne have truffet ud over dem, som blev indført - eller om Sverige burde have indført alle forholdsregler og restriktioner på en og samme tid i sted i stedet for gradvist.

- Egentligt har alle lande lukket ned på én gang. Sverige er et af de få lande, som har anvendt en gradvis nedlukning. Alle andre lande begyndte med at gøre kolossalt meget øjeblikkeligt. Problemet med den fremgangsmåde er, at man ikke ved, hvilke forholdsregler der så har den bedste effekt, siger han og tilføjer:

- Muligvis finder vi ud af det, når man ophæver restriktioner en efter en. I det forløb erfarer vi måske mere om, hvad man kunne gøre uden at ty til en total nedlukning.