Sydkorea klar med dette provokerende modsvar

Som svar på Nordkoreas påståede brintbombe-sprængning genopstiller Sydkorea deres propaganda-højtalere ved grænsen, som sidste år skabte massive problemer

Nordkorea påstår at have prøvesprængt en brintbombe. (Video: AP)

Sydkorea vil igen gøre brug af sine store propaganda-højtalere ved den nordkoreanske grænse, efter gårsdagens påståede brintbombe-sprænging.

Der sker fra i morgen fredag, har en officiel talsmand fortalt ifølge Reuters.

Sidste år i august var netop de store grænse-højtalere årsag til øgede spændinger mellem de to lande. De anti-nordkoreanske udsendelser blev angiveligt for meget for de nordkoreanske naboer, der svarede igen med at skyde ind over grænsen.

Efter flere dages dramatiske forhandlinger endte de to naboer dog med at komme til en foreløbig enighed. Den er nu blusset op igen med prøvesprængningen.

Den officielle talsmand, Cho Tae-yong, kalder prøvesprængningen for en 'grov overtrædelse' af aftalen fra august.

- Vores militær er i fuld beredskab, og hvis Nordkorea provokerer, vil der være en stor straf, siger Cho i en udtalelse.

USA overvejer våben ved grænsen
Også USA kan have planer om tiltag efter Nordkoreas prøvesprængning. Blandt andet at genopstille våben ved grænsen. Også selv om Sydkorea fortsat tvivler på, at en brintbombe rent faktisk er eksploderet.

I samtaler på højt niveau drøfter Sydkorea og USA muligheden for at indsætte amerikanske 'strategiske' våben ved grænsen på den koreanske halvø, skriver Reuters.

Amerikanske overvågningsfly er allerede i gang med at indsamle data om Nordkorea. (Video: AP)

Ifølge en kilde fra det sydkoreanske militær er samtalerne om, hvordan Nordkoreas påstand skal håndteres, allerede i gang, et døgn efter at Nordkorea overraskende meddelte, at landet nu har brintbomber i sit våbenarsenal.

Militæret i USA afviser dog at komme med yderligere oplysninger om, hvilke våben der kan komme på tale.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere