Syg forklaring efter politiskud: Aktivist døde fordi hun var for tynd

Shaima al-Sabbagh blev dræbt af politiskud i Kairo. Den officielle forklaring på hendes død vækker vrede

31-årige Shaima al-Sabbagh blev dræbt i januar, da en politimand affyrede et skud hagl på tæt hold. (Foto: AP)
31-årige Shaima al-Sabbagh blev dræbt i januar, da en politimand affyrede et skud hagl på tæt hold. (Foto: AP)

En egyptisk aktivist, 31-årige Shaima al-Sabbagh, der i januar blev dræbt af politiskud under en demonstration på Tahrir-pladsen i Kairo, døde ifølge den officielle forklaring, fordi hun var for tynd.

Den usædvanlige begrundelse blev fremført på tv af en talsmand for det retsmedicinske institut i Kairo, Hisham Hamid.

- Ifølge videnskaben skulle Shaima al-Sabbagh ikke være afgået ved døden, siger Hisham Hamid og kalder sagen for 'sjælden'.

- Hendes krop var ikke andet end hud og knogler. Hun var meget tynd. Hun havde intet kropsfedt. Så de små hagl gennemtrængte hende meget nemt, og fire eller fem af haglene penetrerede hendes krop. Disse fire eller fem hagl penetrerede hendes hjerte og lunger, og det var derfor hun døde, lyder forklaringen.

Ifølge retsmedicineren ville en tykkere person have overlevet skuddet, selv om det blev affyret på to meter afstand. Retsmedicineren peger på, at en mand, der stod ved siden af Shaima al-Sabbagh, blev ramt af hagl i nakken, men han overlevede.

- Under hans hud havde han flere lag fedt, og jeg ved ikke hvad, så han blev ikke penetreret af haglene, siger Hisham Hamid og tilføjer.

- Må gud være med hende! Hendes tid var kommet.

Menneskerettighedsgrupper giver ikke meget for forklaringen.

- Denne form for latterlige forklaringer føjer bare nye lag af absurditeter til regeringens endeløse drab og krænkelser, siger Sarah Leah Whitson fra Human Rights Watch til New York Times.

Billedet af Shaima al-Sabbagh, som faldt død om i armene på en meddemonstrant efter at have lagt blomster på pladsen, udløste international fordømmelse.

Hun blev dræbt, da landet markerede fireårsdagen for den folkelig opstand, der førte til Hosni Mubaraks fald i 2011.

I Egypten blev hun symbol på regeringens brutalitet, og præsident Abdel Fattah al-Sisi krævede sagen undersøgt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere