Syrien dræber fire tyrkiske soldater - Tyrkiet svarer igen

Angrebet kommer, få dage efter at Tyrkiets præsident advarede om en militær operation i den syriske provins

Syriske regeringsstyrker har dræbt fire tyrkiske soldater i den syriske Idlib-provins.

Det oplyser det tyrkiske forsvarsministerium mandag.

Foruden de fire dræbte er ni tyrkiske soldater såret. Det blev de 'under intens beskydning' fra de syriske regeringsstyrker i den nordvestlige provins, oplyser ministeriet videre.

En af de ni sårede er i alvorlig tilstand.

Mange dræbt i gengældelsesangreb
Ifølge forsvarsministeriet gengældte de tyrkiske soldater straks angrebet og ødelagde 'mål' i Idlib-provinsen. Ministeriet uddyber ikke, hvordan det tyrkiske militær svarede igen.

Ifølge tyrkiske medier er mindst 30 syriske soldater blevet dræbt i gengældelsesangrebet, hvor i alt 40 mål blev angrebet.

Den syriske præsident Bashar al-Assads styrker, der får luftstøtte af Rusland, har for nylig indtaget flere områder i Idlib.

Frygter ny bølge
Fredag sagde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at Tyrkiet muligvis vil indlede en militær operation, hvis ikke kampene bliver bragt til ophør.

Tyrkiet, som allerede huser 3,6 millioner flygtninge fra Syrien, frygter en ny bølge af migranter fra Idlib.

Det tyrkiske militær har derfor etableret 12 observationsposter rundt omkring i regionen. De er etableret efter en aftale med Rusland og Iran fra 2017.

Idlib er den sidste store oprørsbastion i Syrien efter ni års borgerkrig.

Erdogan beskylder Rusland for at have krænket aftaler om at mindske kampene i regionen. En påstand som russerne afviser.

Så sent om i sidste uge tog syriske regeringsstyrker kontrollen over den tidligere oprørskontrollerede by Maaret al-Numan i det nordvestlige Syrien.

Udviklingen markerer et vigtigt fremstød for den syriske præsident. Efter næsten ni års krig forsøger Assad igen at få fuld kontrol over landet med en stor offensiv i Idlib-provinsen.

Flere civile er blevet dræbt i den forbindelse, og tusindvis er tvunget på flugt fra deres hjem mod grænsen til Tyrkiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere