Syrien: Israel har bombet mål ved Aleppo

Kilder i det syriske militær siger, at israelske kampfly onsdag bombede en række mål i det nordlige Syrien

Israelske kampfly har onsdag angrebet en række mål nord for den syriske by Aleppo.

Det siger kilder i det syriske militær til det statslige nyhedsbureau SANA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Syrisk antiluftskyts formåede at skyde flere missiler ned, men det lykkedes de israelske fly at ramme blandt andet industribygninger omkring byen Sheikh Najjar, der ligger nordøst for Aleppo.

Ifølge observatørgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ramte det israelske bombardement 'ammunitionsdepoter tilhørende iranske styrker og allierede grupper'.

Israel har tidligere angrebet militære mål i Syrien - først og fremmest mål med strategisk betydning for Iran og den libanesiske milits Hizbollah, der støtter det syriske regime ledet af præsident Bashar al-Assad.

I januar gennemførte Israel et lignende angreb i Syrien, hvor 21 primært iranske soldater blev dræbt.

Israel har ikke bekræftet, at man har gennemført angrebet, der er det første, siden USA anerkendte de besatte Golanhøjder som en officiel del af Israel.

Højderne, der ligger på grænsen mellem Israel og Syrien, har været besat siden Seksdageskrigen i 1967 og er siden hen blevet annekteret af Israel.