Syrienkonflikt: Derfor vil Putin beskytte Assad

Ruslands præsident Putin har erklæret, at de russiske bombardementer i Syrien har til formål at beskytte den nuværende syriske præsident Bashar Al Assad

Syrere holder plakater op af den syriske præsident Assad og den russiske præsident Putin under en demostration foran den russiske ambassade i Damaskus i 2012 (Foto: Muzaffar Salman / AP)
Syrere holder plakater op af den syriske præsident Assad og den russiske præsident Putin under en demostration foran den russiske ambassade i Damaskus i 2012 (Foto: Muzaffar Salman / AP)

Rusland har meldt sig ind i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. De sidste to dage, har russiske kampfly bombet regeringsfjendtlige terroristorganisationer i Syrien og den russiske regering melder, at de støtter op om den syriske præsident og diktator Bashar Al Assad, selv om at den vestlige koalition har nægtet at forhandle med ham.

Assad er Ruslands sidste allierede i Mellemøsten, og derfor er den russiske præsident klar til at gå langt for at sikre, at Assad ikke ryger ud i kulissen, før russerne har forhandlet en aftale på plads med vesten om, hvem der skal regere Syrien i fremtiden. Det betyder, at vestens ønske om at bekæmpe Islamisk Stat kommer i anden række for russerne, som først vil sikre, at Assad og regeringshæren ikke bliver rendt over ende af de krigshungrende islamister.

Frygter Islamisk Stat
Assads regeringstropper er trængte og Flemming Spidsboel fra DIIS mener ikke, at der går længe før regeringstropperne taber pusten og kampen til Islamisk Stat, hvis ikke de får hjælp. Og kommer Islamisk Stats sorte flag til at veje over Damaskus, mister både Rusland og vesten al indflydelse i Syrien, og det er der ingen, der er interesserede i.

- Selv om Rusland måske ikke er ovenud tilfreds med Assad, så frygter de alternativerne mere. Hvis Islamisk Stat erobrer hele Syrien, vil det være det værste der kan ske for russerne, siger Rusland-ekspert ved DIIS, Flemming Splidsboel til Ekstra Bladet.

Vil sidde med ved bordet
Russerne frygter også, at hvis Assad trækker sig som præsident i Syrien nu, vil hans plads blive overtaget af en mere pro-vestlig leder. En leder, som ligesom den nye regering i f.eks. Ukraine, ønsker at orientere sig mod Europa og USA og vende sig væk fra Rusland. Derfor vil de forsøge at beholde Assad ved magten, indtil de har forhandlet et aftale på plads, om hvem der skal være den nye leder i Syrien.

- Russerne vil sidde med ved bordet og forhandle med USA, om hvem der skal være den nye syriske præsident. Det er vigtigt for Rusland, at det er en pro-russisk leder, fordi Syrien er deres eneste allierede regionen og Rusland gerne vil have politisk indflydelse i Mellemøsten, siger Rusland-ekspert ved DIIS, Flemming Splidsboel til Ekstra Bladet.

Dårlig kemi
Bashar Al Assad blev fordømt af flere statsledere, da han brugte giftgas til at nedkæmpe oprørerne i Syrien. USA truede med at gå militært ind i Syrien, men det lykkedes Rusland at forhandle en aftale på plads, hvor Assad i stedet overleverede sine kemiske våben til russerne, som så destruerede dem.

Rusland løste konflikten, men siden har der siden været dårlig stemning mellem Putin og Assad, fordi det efter episoden var svært for Rusland at støtte styret i Syrien. Og derfor tror Flemming Splidsboel heller ikke, at Assad fortsætter med at være præsident særlig længe, selv om Rusland får sin vilje i Syrien.

- Kemien mellem Putin og Assad er ikke god, så Assad får kun lov til at sidde en kort periode, indtil Rusland og USA er blevet enige om en ny leder. Og det vil faktisk ikke undre mig, hvis de allerede har fundet en, siger han til Ekstra Bladet.