Syriens hær: Vi har nedskudt israelsk kampfly

Syriens hær hævder at have nedskudt israelsk kampfly og drone som modsvar på angreb på den syriske hær

Syriens hær oplyser ifølge Reuters, at den har skudt et israelsk krigsfly og en drone ned i Syrien, efter et israelsk angreb mod den syriske hær i Quneitra.

Det syriske nyhedsbureau SANA skriver, at nedskydningen skete efter at syriske tropper i den sydlige del af landet var blevet angrebet.

Ifølge Jerusalem Post havde Syrien skudt ind i det israel-besatte Golanhøjderne, og det israelske militær havde derfor besvaret ilden ved at beskyde syriske kanoner på den syriske del af Golanhøjderne.

IDF - det israelske militær - afviser, at israelske fly er blevet ramt af skud fra Syrien.

På Twitter skriver militæret, at der blev affyret to missiler fra Syrien, efter at luftvåbnet havde angrebet syrisk artilleri, men at ingen fly blev ramt.

Samtidig har de bekræftet, at de som modsvar til et projektil, der ramte israelsk territorium mandag, havde angrebet syriske stillinger i Golanhøjderne.

Ingen personer kom noget til i forbindelse med, at et syrisk projektil ramte de israelsk-kontrollerede områder.