Syriske regeringsstyrker dræber 58 nær Damaskus

Et luftangreb af de syriske regeringsstyrker dræber 58 nær hovedstaden Damaskus, oplyser observatorium

Den syriske regeringshær har søndag dræbt mindst 58 i et luftangreb i byen Douma nær hovedstaden Damaskus.

Det oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der via et netværk af kilder rundt om i det borgerkrigshærgede land følger udviklingen på slagmarkerne.

Angrebet ramte et marked i en by, hvor regeringshæren har tabt kontrollen til oprørernes styrker.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder oplyser aktivister i området, at mindst 200 er sårede - flere af dem alvorligt. De forventer derfor, at dødstallet vil stige.

Søndagens angreb kommer præcis tre uger efter, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, i en tale konstaterede, at regeringshæren opgiver at genvinde kontrollen i visse regioner i Syrien.

I stedet vil regeringshæren fokusere på de dele af landet, hvor den har mest opbakning.

Douma ligger omkring 15 kilometer nordøst for Damaskus og har tidligere været udsat for bombeangreb fra regeringsstyrkerne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var luftangrebet på byen og i området omkring byen et forsøg på at ramme styrker, der er med i koalitionen Jaysh al-Islam - som oversættes til Islams Hær.

- De tidlige meldinger tyder på, at hovedparten af de omkomne er civile, siger Rami Abdel Rahman, der leder Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Tidligere på ugen anklagede Amnesty International den syriske regering for krigsforbrydelser i den region, som Douma ligger i.

Amnesty International har også tidligere udtrykt bekymring over de bombardementer af hovedstaden Damaskus, der kommer fra oprørsstyrkerne i Douma.