Den militante, islamistiske bevægelse Taliban planlægger at præsentere sine regeringsplaner for Afghanistan i løbet af få uger.
Det siger en talsmand for Taliban lørdag, efter at bevægelsen hurtigt har overtaget magten over landet.
- Juridiske, religiøse og udenrigspolitiske eksperter i Taliban sigter mod at præsentere de nye regeringsrammer inden for få uger, siger talsmanden til nyhedsbureauet Reuters.
De nye planer for regeringen vil ikke være et demokrati efter vestlige definitioner, men 'de vil beskytte alles rettigheder', tilføjer talsmanden.
Som led i regeringsforhandlingerne er en af Talibans øverste ledere, medstifteren Mullah Abdul Ghani Baradar, lørdag landet i Kabul. Det oplyser en højtstående kilde fra Taliban til nyhedsbureauet AFP.
Han skal være med til at forhandle med øvrige talibanmedlemmer og afghanske politikere for at få etableret en ny regering.
Det er kun syv dage siden, at Taliban gennemførte sin hurtige overtagelse af landet ved endeligt at gå ind i Kabul søndag.
Siden da har afghanere og internationale nødhjælpsorganisationer kunnet berette, hvordan bevægelsen har slået hårdt ned på protester mod det nye styre.
- Vi har hørt om nogle tilfælde af grusomheder og forbrydelser mod civile, siger Taliban-talsmanden, der taler på betingelse af anonymitet.
- Hvis Talibans medlemmer står bag disse, vil det blive undersøgt, lyder det videre.
Taliban styrede Afghanistan med hård hånd fra 1996 til 2001, før bevægelsen blev væltet af amerikansk ledede styrker.
Men siden sidste uges lynhurtige magtovertagelse har Taliban forsøgt at fremstå mere moderat.
Talsmanden Zabiullah Mujahid fra Taliban sagde i denne uge, at Afghanistan ikke vil blive en base, hvorfra udenlandske grupper kan sprede international terrorisme.
Trods den mere moderate facade forsøger tusindvis af afghanere at flygte fra en fremtid med Taliban ved magten. Og mange vestlige lande, herunder Danmark, evakuerer i disse dage civile på livet løs i hovedstaden Kabul.
Den unavngivne talsmand siger lørdag, at Taliban ikke er ansvarlig for det kaos, der opstod i lufthavnen i Kabul tidligere denne uge.
- Vesten kunne have haft bedre evakueringsplaner, siger han.