Thailand starter evakuering af indespærrede drenge i grotte

Myndighederne vil ikke bekræfte, om de 12 drenge og deres fodboldtræner skal dykke ud af grotten

De thailandske myndigheder har indledt evakueringen af 12 drenge og deres fodboldtræner fra en oversvømmet grotte i det nordlige Thailand.

Det bekræfter lederen af redningsindsatsen på et pressemøde tidligt søndag morgen dansk tid.

De thailandske myndigheder har søndag morgen dansk tid indledt evakueringen af 12 drenge og deres fodboldtræner fra en oversvømmet grotte i det nordlige Thailand. Foto: AP
De thailandske myndigheder har søndag morgen dansk tid indledt evakueringen af 12 drenge og deres fodboldtræner fra en oversvømmet grotte i det nordlige Thailand. Foto: AP
 

- Vores to største udfordringer lige nu er vand og tid, siger en talsmand for redningsmyndighederne.

Han tilføjer, at man efter nærmere undersøgelser af grotten har udelukket boring som en mulig måde at redde drengene ud på.

Myndighederne oplyser videre på pressemødet, at der søndag formiddag klokken ti lokal tid - klokken fem dansk tid - blev sendt 18 dykkere - 13 internationale og fem fra Thailand - ind i grottekomplekset. Deres mål er at hente drengene og træneren ud.

Lægepersonale står klar uden for grottens indgang til at tage imod drengene.

Indgangen til grotten hvor 12 fodbolddrenge og deres træner sidder indespærret. Foto: AP
Indgangen til grotten hvor 12 fodbolddrenge og deres træner sidder indespærret. Foto: AP
 

Provinsguvernør i Chiang Rai Narongsak Osatanakorn fortæller, at drengene vil blive hentet ud en efter en. Redningsoperationen kan tage op mod tre-fire dage "alt afhængigt af vejret", og de første vil allertidligst være ude klokken ni søndag aften lokal tid.

Guvernøren vil ikke bekræfte, om drengene skal dykke ud af grotten. I stedet nøjes han med at sige, at i dag er den bedste dag at forsøge at få dem ud, fordi "man kan gå på det meste af stien".

Tidligere søndag morgen gik myndighederne i gang med at vise folk bort fra et område nær indgangen til grotten, hvor de 13 personer har siddet fanget siden den 23. juni.

- Alle, som ikke er involveret i redningsarbejdet, skal straks forlade området, oplyste politiet på stedet via et højttalersystem.

- Efter en vurdering af situationen skal vi bruge området til at hjælpe ofre, oplyste politiet videre ifølge nyhedsbureauet AFP.

Journalister og andre havde kort før klokken fire dansk tid pakket deres ting og var begyndt at forlade området, hvor flere end 1000 mennesker har opholdt sig de senest dage.

I starten af weekenden sagde provinsguvernør Narongsak Osatanakorn, at drengene ikke var klar til at tage den flere kilometer lange tur ud af grotten.

Men senere lørdag slog han fast, at gunstigt vejr og faldende vandstand har skabt gode muligheder for at forsøge at få dem ud.

- Nu og de næste tre eller fire dage er forholdene virkelig gode for en evakuering, sagde provinsguvernøren lørdag.

De 12 drenge, der er i alderen fra 11 til 16 år, og deres 25-årige fodboldtræner har været indespærret i grottekomplekset Tham Luang i provinsen Chiang Rai i 15 dage, efter at kraftigt regnvejr oversvømmede grotten og gjorde det umuligt for dem at komme ud.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen