Thailandsk politi udlover dusør for oplysninger om bombemand

Manden bag mandagens bombeangreb er fortsat på fri fod. Nu tilbyder myndighederne dusør for oplysninger

Denne mand menes at stå bag bombeangrebet i Bangkok. Nu udloves en dusør for oplysninger, der kan føre til hans pågribelse. (Foto: AP)
Denne mand menes at stå bag bombeangrebet i Bangkok. Nu udloves en dusør for oplysninger, der kan føre til hans pågribelse. (Foto: AP)

Mandag aften klokken 19.30 lokal tid blev 20 mennesker dræbt og næsten 130 mennesker såret, da en bombe sprang i luften i det befærdede i Ratchaprasong-kryds nær Erawan-templet i Thailands hovedstad Bangkok.

Siden den voldsomme eksplosion rystede millionbyen, har de thailandske myndigheder været på en omfattende menneskejagt efter den mand, som efter thailandsk politis overbevisning med sikkerhed stod bag bomben.

Mandag aften offentliggjorde politiet billeder af manden, og tirsdag har politiet meddelt, at de er parat til at udlove en dusør til dem, der kan komme med afgørende oplysninger om manden. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge Somyot Poompanmoung, chef for det nationale politi i Thailand, er manden endnu ikke blevet identificeret, og politiet har heller ikke fastslået hans nationalitet.

Politiet har derfor udlovet en dusør på en million baht - knap 190.000 kroner - for oplysninger, der kan føre til ham eller dem, der stod bag bombeangrebet.

Der var kaotiske scener på stedet, hvor bomben sprang mandag aften. (Foto: AP)
Der var kaotiske scener på stedet, hvor bomben sprang mandag aften. (Foto: AP)
 

Selvom politiet har udpeget manden i den gule t-shirt som bombemand, er de ikke i tvivl om, at han ikke handlede alene.

- Han gjorde det helt sikkert ikke alene. Det er et netværk, lyder det fra politichefen.

Politiet har dog endnu ikke fastlagt sig på et motiv til bombeangrebet, men mandag fastslog de, at den samme gruppe måtte stå bag angrebet på Ratchaprasong-krydset og den bombe, der mandag sprang i nærheden af en bro.

Ingen har endnu taget ansvaret for angrebet.