Ti personer mister livet i stort bygningskollaps i Istanbul

En femårig pige og en niårig dreng er reddet ud af murbrokkerne efter ulykke i Istanbul.

Et voldsomt bygningskollaps, der skete onsdag i den tyrkiske storby Istanbul, har kostet mindst ti mennesker livet.

Det oplyser byens guvernør Ali Yerlikayas kontor, skriver det statsejede tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

Dødstallet lød onsdag på mindst to omkomne. Men det er torsdag altså steget til ti, efter at redningsmandskab i godt et døgn har kæmpet for at redde overlevende ud fra murbrokkerne.

Det er lykkes redningsarbejderne at redde mindst 13 personer. Heriblandt en femårig pige og en niårig dreng.

Det vides ikke, om der ledes efter flere overlevende.

Kollapset skete klokken fire onsdag eftermiddag i Istanbul.

Beboelsesejendommen på otte etager ligger i Kartal-distriktet i den sydlige del af byen. Ifølge guvernør Ali Yerlikaya er 43 personer registreret på adressen fordelt på 14 lejligheder.

Dog var bygningens øverste tre etager opført ulovligt, ligesom en tøjfabrik i stueetagen ikke havde den krævede tilladelse.

Det er ikke usædvanlig praksis, at der bygges ulovlige etager på bygninger i den tyrkiske storby, hvor omkring 15 millioner mennesker bor.

Flere overlevende har til den lokale tv-station NTV sagt, at bygningen, der var fyldt med revner, havde svajet i løbet af dagen inden kollapset. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Årsagen til kollapset kendes torsdag dog endnu ikke.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere