To britiske mænd, der er i Ukraine som frivillige, er forsvundet.
Det bekræfter det britiske udenrigsministerium og ukrainsk politi, skriver flere britiske medier.
Der er ifølge BBC og The Guardian tale om 48-årige Andrew Bagshaw og 28-årige Christopher Parry, der sidst blev set fredag morgen, da de var på vej mod byen Soledar.
Siden da har det ikke været muligt at få kontakt til de to mænd.
Voldsomme kampe
Meldingen kommer, efter at Rusland den seneste tid har skruet op for angrebene mod Soledar.
Den lille by er beliggende i den østukrainske region Donetsk tæt på Bakhmut, hvor der også udspiller sig voldsomme kampe, og hvor både Ukraine og Rusland har mistet adskillige soldater i nogle af de mest intense skyttegravskampe, krigen hidtil har set.
Evakuerede indbyggere
Christopher Perry fra Cornwall i det sydvestlige England har tidligere hjulpet med at evakuere folk fra Bakhmut.
Ved juletid fortalte han BBC Cornwall, at han har en 'iver efter at hjælpe, fordi folkene her er så elskelige'. I interviewet fortalte han også om konstante bombardementer ved frontlinjen.
Russere må træde over kollegers lig
Andrew Bagshaw er født i London og rejste til Ukraine fra New Zealand. I løbet af krigen har han hjulpet med at aflevere nødhjælp og evakuere borgere fra de belejrede områder.
Det fortæller hans forældre, Philip og Susan Dagshaw, til The Guardian:
'Han er en meget intelligent, selvstændig person, der tog til Ukraine som frivillig', lyder det i en udtalelse fra forældrene.
Udenrigsministeriet 'yder støtte til de pårørende til to britiske mænd, der er forsvundet i Ukraine', skriver BBC.