To drenge reddet ud fra grotte

Ifølge thailandske medier er to drenge blevet reddet ud af grotten, hvor de har været fanget siden 23. juni

Så trængte er arbejdsforholdene i grotten. Video: AP

To drenge er blevet reddet ud af grotten, hvor et fodboldhold har siddet fanget siden 23. juni.

Det skriver thailandske medier heriblandt Bangkok Post på Twitter og Khaosodenglish.com. Ifølge Reuters bliver oplysningerne bekræftet af officielle kilder.

Ifølge khaosodenglish.com gik den første dreng ud af grotten klokken 12.40 dansk tid (17.40 lokal tid), mens dreng nummer to fulgte ti minutter efter. Redningsaktionen startede klokken 05.00 søndag morgen dansk tid.

Vejret er med til at afgøre, hvordan drengene nu bliver transporteret videre, men khaosodenglish.com har angiveligt overhørt politiradioen, hvor det blev meddelt, at drengene skulle med helikopter videre til Chiang Rai Prachanukroh Hospital. Hospitalet er beliggende cirka 60 kilometer fra grotten.

Mediet kalder redningen en triumf for en generelt usikker mission.

Ifølge en journalist fra ITV har en lokal politikommissær oplyst, at de to drenge er i sikkerhed og - efter omstændighederne - har det godt.

I skrivende stund befinder 10 drenge og deres træner sig stadig inde i grotten.

FØLG EKSTRA BLADETS LIVE-DÆKNING AF REDNINGSAKTIONEN HER.

OVERBLIK: Fodboldhold har været fanget to uger i grotte

Her er et overblik over forløbet:

* Lørdag 23. juni:

De 11-16-årige drenge går sammen med deres træner ind i grottekomplekset i det nordlige Thailand efter fodboldtræning, mens det regner.

De bliver meldt savnet samme aften. Lokale embedsmænd finder cykler, der er låst fast til et hegn i nærheden af indgangen, samt sko og fodboldstøvler.

* Søndag 24. juni:

Der bliver fundet hånd- og fodaftryk i grotten. Politiet antager, at drengene er søgt længere ind i grotten på grund af stigende vandstand.

* Mandag 25. juni:

Dykkere fra de thailandske specialstyrker begynder at søge efter drengene i grotten. Det antages, at drengene befinder sig i en højtbeliggende luftlomme i et område kaldet Pattaya Beach.

* Tirsdag 26. juni:

Dykkere når flere kilometer ind i grottekomplekset, men må vende om, da strømme af vand afskærer dem muligheden for at komme længere ind.

* Onsdag 27. juni:

Amerikanske og britiske specialister støder til redningsholdet.

* Torsdag 28. juni:

Redningsaktionen må sættes i bero på grund af stærke strømme og oversvømmede områder.

Vandpumper hentes ind for at dræne området for det mudrede vand. Der flyver droner over området, der skal finde huller ind til grotten.

* Lørdag 30. juni:

Bedre vejr giver mulighed for, at dykkere kan nå længere ind i grotten.

* Søndag 1. juli:

Der oprettes en base inde i grotten, hvortil der fragtes lufttanke og andre forsyninger. Det giver dykkerne mulighed for at blive længere tid inde i grotterne.

* Mandag 2. juli:

Fodboldholdet og træneren bliver fundet i live sent mandag. De er 400 meter fra Pattaya Beach, der var tæt på at blive oversvømmet.

Nu retter fokus sig mod opgaven at få drengene og deres træner ud.

* Tirsdag 3. juli:

Der kommer mad og medicin frem til drengene, der bliver forberedt på, at de måske skal være i grotten et godt stykke tid.

* Onsdag 4. juli:

Dykkerne underviser fodbolddrengene i at bruge dykkermasker. Der pumpes vand ud af grotten, da der ventes regnskyl i de kommende dage.

* Torsdag 5. juli:

Situationen ser alvorlig ud på grund af de dårlige vejrudsigter, og redningsarbejderne taler om at foretage et vanskeligt redningsforsøg. Der ledes samtidig efter åbninger i bjergsiden.

* Fredag 6. juli:

En dykker, der forsøgte at etablere en forbindelse med ilt til drengene, omkommer under arbejdet.

Lederen af Thailands specialstyrker siger, at iltniveauet er faldet. Han advarer om "begrænset" tid til at få fodboldholdet ud.

* Lørdag 7. juli:

Det er endnu ikke sikkert at lade drengene forsøge at dykke ud af grotten.

Fodboldtræneren undskylder i et brev til forældrene for at have bragt deres drenge i fare.

Lederen af redningsmissionen siger, at der er blevet boret over 100 huller i bjergsiden i et forsøg på at nå ind til drengene.

* Søndag 8. juli:

Redningsmandskab påbegynder evakueringen.

18 dykkere sendes ind i grottekomplekset. Drengene vil blive hentet ud en efter en. Ifølge guvernøren for provinsen Chiang Rai kan aktionen tage op mod tre-fire dage.

Det udelukkes at bruge boring som metode til at få drengene ud.

Af: Ritzau, kilde: AFP

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere