To Nato-soldater dræbt i insider-angreb i Afghanistan

Gerningsmænd i afghanske uniformer har dræbt to soldater fra den Nato-ledede styrke i det sydlige Afghanistan.

To Nato-soldater er dræbt i Afghanistan i et såkaldt insider-angreb, hvor to gerningsmænd iført afghanske uniformer åbnede ild mod dem.

Det oplyser den Nato-ledede koalition i en meddelelse.

De to gerningsmænd blev selv dræbt, efter at de havde skudt og dræbt de to Nato-soldater.

Angrebet fandt sted i det sydlige Afghanistan lørdag, lyder det i meddelelsen, der ikke umiddelbart indeholder oplysninger om de dræbtes nationalitet.

Taliban-bevægelsen, der har udkæmpet et oprør, siden den blev væltet fra magten i 2001, har bebudet en forårsoffensiv og har sagt, at den vil udføre angreb mod nogle af de 13.000 Nato-soldater, der i øjeblikket er udstationeret i Afghanistan.

Af dem er de 9800 amerikanske soldater, men det antal ventes at falde til 5500 næste år, hvor general John Nicholson har planer om at mindske den amerikanske tilstedeværelse i landet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere