Tragisk billede af druknet far og datter går verden rundt

Den amerikanske præsident bliver heftigt kritiseret for sin immigrationspolitik oven på et nyt billede fra grænsen til Mexico

Ved Rio Grande-floden blev to familiemedlemmer søndag fundet omkommet. Foto: AP
Ved Rio Grande-floden blev to familiemedlemmer søndag fundet omkommet. Foto: AP

ADVARSEL: VOLDSOMME BILLEDER I DENNE ARTIKEL.

Søndag skyllede to døde migranter i land ved den amerikanske flod Rio Grande tæt på Mexico.

Tragedien er blevet fanget på et fotografi, der viser Oscar Ramirez og hans knap toårige datter, Valeria, ligge livløse i vandkanten ved flodbredden.

Billedet vækker nu stærke reaktioner verden over og puster samtidig yderligere til debatten om de tusinder af migranter, der krydser grænsen mellem Mexico og USA, som især Trump forsøger at sætte en stopper for ved at bygge mur.

Kritik af Trump
Oscar Ramirez havde angiveligt forsøgt at få sin familie ind i USA ved at svømme over floden, som ligger på grænsen mellem de to lande - en tur han og datteren ikke overlevede på grund af en kraftig understrøm.

Det skriver flere internationale medier, herunder New York Times.

Oven på offentliggørelsen af billedet har mange kritiseret den amerikanske præsident, Donald Trump, i skarpe vendinger.

Eksempelvis FN’s flygtninge-kommisær, Filippo Grandi, der mener, at pigen og hendes far druknede, fordi de ikke fik beskyttelse under de internationale flygtningekonventioner, og i stedet blev ofre for Trumps hårde grænsepolitik.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses Oscar Ramirez med sin datter, Valeria. Foto: Ritzau Scanpix
Her ses Oscar Ramirez med sin datter, Valeria. Foto: Ritzau Scanpix

Vatikanet har ligeledes valgt at lægge billedet ud på sin hjemmeside, hvor en talsmand samtidig giver udtryk for Pavens sorg over billedet.

- Den hellige fader har med stor sorg set billederne af en far og hans lille datter, som er druknet i Rio Grande, siger Alessandro Gisotti.

- Paven er ekstremt bedrøvet over deres død og beder for dem og alle migranter, som har mistet livet, mens de flygter fra krig og elendighed, lyder det videre fra Vatikanet talsmand.

En række amerikanske politikere fra Demokraterne langer også ud efter Trumps stramme immigrationspolitik, hvor børn blandt andet bliver anbragt på centre, der adskiller dem fra deres forældre. 

Vækker grusomme minder
Billedet af de to døde familiemedlemmer på grænsen til USA er ikke første gang, at netop sådanne billeder går verden rundt.

Billederne af den treårige Aylan Kurdi vakte opstand over hele verden, da den kurdiske dreng fra den krigshærgede syriske by Aleppo blev fundet på en strand i Tyrkiet i 2015.

Hans familie var på vej til til den græske ø Kos, da familiens båd sank, og kun faderen overlevede.

Det tragiske dødsfald blev et symbol på den farefulde færd, som mange flygtninge begiver sig ud på for at nå til Europa.

Se også: Husker du lille Aylan Kurdi? Sådan har hans familie det i dag

Se også: Uha, vi er nogle svin

Forkaster hjælpepakke
USA's senat forkastede onsdag en humanitær milliardstor hjælpepakke til migrantbørn ved netop USA's sydlige grænse. Hjælpepakken var tirsdag blevet godkendt i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal.

Men i Senatet er det Donald Trumps republikanske parti, der har flertallet.

Senatet ventes senere onsdag at behandle en alternativ lovpakke, som republikanere står bag.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, kritiserede onsdag i stærke vendinger situationen ved USA's grænse til Mexico, hvor hendes parti ønsker at yde humanitær hjælp med en hjælpepakke til næsten 30 milliarder kroner.

Der har været adskillige rapporter om dødsfald blandt fattige indvandrere og om 'stærkt forsømte børn' ved grænseovergange i Texas.

Men den humanitære hjælpepakke var omstridt, da republikanerne siger, at demokraternes version ville svække Trump-administrationens kamp for at få antallet af indvandrere bragt ned.

260 mennesker omkom alene i 2018, mens de forsøgte at krydse den amerikanske grænse.

Se også: Mand risikerer 20 års fængsel: Gav migranter mad, vand og husly

Se også: Trump vil straffe Mexico for indvandring med øget told

Se også: Domstol giver Trump medhold i returplan for migranter

Se også: Trump ville sende migranter til 'fjenden'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere