Tre migranter sigtet for at kapre tankskib

Tre teenagere er blevet sigtet for at have kapret og omdirigeret et tankskib i retning mod Europa

Tre afrikanske migranter er blevet sigtet for tidligere på ugen at have kapret et tankskib og tvunget mandskabet til at omdirigere det i retning mod Europa.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Der er tale om en 19-årig mand og to drenge på henholdsvis 15 og 16 år. De er fra de vestafrikanske lande Elfenbenskysten og Guinea.

Fragtskibet 'El Hiblu' var på vej fra Tyrkiet til Libyen, da skibets besætning onsdag reddede 108 migranter i nød på Middelhavet ud fra Libyens kyst.

Efterfølgende tog migranterne magten over skibet og tvang mandskabet til at omdirigere det mod Malta og Italien.

Torsdag morgen overmandede maltesiske specialstyrker tankskibet og eskorterede det mod Malta.

Blandt de 108 migranter på skibet var der flere kvinder og børn.

Fem personer blev i første omgang tilbageholdt i sagen, mens resten af migranterne er blevet overleveret til et modtagecenter, hvor deres sag vil blive vurderet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag er de tre teenagere blevet sigtet. De mistænkes for at stå bag kapringen og for at have brugt magt og intimidering af tankskibets besætning.

Ifølge maltesisk lov er det en terrorhandling, hvis man ulovligt tilegner sig kontrollen over et skib. En sådan forbrydelse har i Malta en strafferamme på mellem syv og 30 års fængsel.

De tre teenagere erklærer sig alle uskyldige i sagen.

De to mindreårige har under en fremstilling i retten i den maltesiske hovedstad, Valetta, oplyst, at de er skoleelever. Den 19-årige har oplyst, at han læste sociologi, indtil han forlod sit hjemland.

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, har kaldt kapringen på Middelhavet for et tilfælde af 'pirateri'.

Migrationen mod Europa er faldet drastisk siden 2015, hvor der ankom en million flygtninge og migranter fra Mellemøsten, Asien og Afrika.

Det skabte dengang en humanitær krise, hvor mange migranter forulykkede og druknede i Middelhavet.