Tre palæstinensere dræbt efter angreb på israelsk politi

Blodsudgydelserne fortsætter mellem israelere og palæstinensere i deres ældgamle og ophedede konflikt

Her er myndighederne i gang med at spærre af efter angrebet (Video: AP)

Tre palæstinensere er dræbt, efter at de onsdag angreb israelsk politi i Jerusalem.

Overfaldsmændene blev skudt, da de med skud og knivstik havde såret to israelske politikvinder ved indgangen til Jerusalems Gamle By. Det siger israelsk politi.

En talskvinde fra politiet siger, at de tre palæstinensere gennemførte angrebet omkring Damaskusporten, der er et travlt område i det østlige Jerusalem.

De tre blev undersøgt ved en identitetskontrol og bar alle på skjulte våben. Mindst en af de tre begyndte at skyde mod en politikvinde, der blev alvorligt såret.

Hadassah-hospitalet i Jerusalem har meldt ud, at politikvinden er i kritisk tilstand, mens den andens skader beskrives som "moderate til alvorlige".

Politiet i Israel antager, at overfaldsmændene havde i sinde at lancere et stort angreb, før de altså blev stoppet af de to politikvinder.

- På terroristernes kroppe fandt man rifler, knive og eksplosive anordninger, der blev desarmeret af bombeeksperter. Våbnene vidner om, at det var et større angreb, der blev afværget af politiet, lyder det i en udtalelse.

Angrebet er det seneste i en række af skudepisoder, knivoverfald og bilsammenstød, som palæstinensere har stået bag, og som har kostet 26 israelere livet siden oktober.

I den samme periode har israelske styrker dræbt mindst 155 palæstinensere. 101 af dem var ifølge myndighederne overfaldsmænd.

De fleste andre er døde i forbindelse med voldsomme demonstrationer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere