Tropisk storm tager 90 menneskeliv i Filippinerne

Stormen Tembin har dræbt 90 mennesker i det sydlige Filippinerne, oplyser myndigheder ifølge Reuters

En tropisk storm har kostet omkring 90 mennesker livet i det sydlige Filippinerne. Adskillige andre savnes.

Det oplyser filippinske myndigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på dagen lød dødstallet fra myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP på 30.

19 af dødsfaldene er rapporteret nær byen Tubod på øen Mindanao, hvor stormen, der har fået navnet Tembin, har medført store oversvømmelser og mudderskred.

En hel landsby i området er ødelagt, oplyser det lokale politi ifølge AFP.

Fire andre er dræbt i nærliggende landsbyer og byer, oplyser politiet videre. Imens er syv mennesker omkommet i provinsen Lanao del Sur, oplyser tjenestemænd fra civilforsvaret i Filippinerne.

Adskillige personer savnes efter at være blevet begravet i jordskred eller fejet væk af flodvand.

12.000 mennesker er flygtet fra deres hjem.

I gennemsnit bliver Filippinerne ramt af 20 store storme om året - mange af dem er dødelige.

Mindanao, der er hjemsted for 20 millioner mennesker, rammes dog sjældent af cykloner.

Efter at have forvoldt enorme ødelæggelser på Mindanao fredag farede Tembin videre vest over Suluhavet med vindstød på 95 kilometer i timen.

Ifølge Filippinernes vejrtjeneste forventes Tembin at ramme ind i spidsen af den vestlige ø Palawan lørdag.

Tembin rammer mindre end en uge efter, at den tropiske storm Kai-Tak hærgede det centrale Filippinerne og dræbte 54 mennesker. 24 andre savnes fortsat.