Trump beder højesteret ophæve Obamacare

Omkring 20 millioner mennesker kan miste deres sygesikring, hvis reformen ophæves helt

Præsident Donald Trumps administration har bedt den amerikanske højesteret om at ophæve Obamacare, som sikrer millioner af amerikanere sygesikring. Højesteret vil først træffe afgørelse i sagen til efteråret. Det er uklart, hvorvidt den vil gå imod Trump-administrationen. Foto: Leah Millis/Reuters
Præsident Donald Trumps administration har bedt den amerikanske højesteret om at ophæve Obamacare, som sikrer millioner af amerikanere sygesikring. Højesteret vil først træffe afgørelse i sagen til efteråret. Det er uklart, hvorvidt den vil gå imod Trump-administrationen. Foto: Leah Millis/Reuters

Præsident Donald Trumps administration har bedt den amerikanske højesteret om at ophæve Obamacare, som sikrer millioner af amerikanere sygesikring.

Højesteret vil først træffe afgørelse i sagen til efteråret, og det er uklart, hvorvidt den vil gå imod Trump-administrationen.

Den store reform af sygeforsikringen, som Trumps forgænger, Barack Obama, fik indført, er forblevet en af de mest omstridte politiske sager i Washington.

Trump-administrationens appel til højesteret kom samme dag som myndighederne meddelte, at op mod en halv million mennesker, som har mistet deres sygesikring under krisen, er sikret dækning på grund af sygesikringsreformen.

Omkring 20 millioner mennesker kan miste deres sygesikring, hvis reformen ophæves helt.

Det er Texas og flere andre konservative delstater, som mener, at sundhedsreformen er forfatningsstridig, efter at Kongressen i 2017 fjernede den upopulære bøde for ikke at have forsikring. Kongressen lod det dog stå fast, at det er påkrævet, at alle skal have sygesikring.

Det retlige opgør ventes at blive endnu et ophedet politisk drama om reformen under præsidentvalgkampen, hvor Trump står over for Joe Biden, Demokraternes formodede kandidat.

- Præsident Trump og hans republikanske kampagne forsøger at få nedlagt og fjernet en sygesikringslovs goder og beskyttelse midt under en krise med coronavirus, hvilket er en ufattelig grusom handling, siger flertalslederen i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

USA er det land i verden, som er hårdest ramt af Covid-19 med over 124.000 dødsfald med coronavirus og 2,4 millioner smittetilfælde.