Trump eskorteret væk ved pressemøde

Trumps pressemøde blev mandag aften afbrudt, da Secret Service skød en angiveligt bevæbnet person nær Det Hvide Hus

Video: Reuters

USA's præsident, Donald Trump, blev sent mandag aften dansk tid ført væk fra et pressemøde i Det Hvide Hus af medlemmer af sikkerhedstjenesten Secret Service.

Ifølge Trump selv skyldtes det en hændelse ude foran Det Hvide Hus, hvor en person blev skudt af Secret Service.

Personen var angiveligt bevæbnet, oplyste Trump videre.

Den mistænkte er bragt til hospitalet. Vedkommendes tilstand kendes ikke.

Kom tilbage
Kort tid efter vendte Trump tilbage til sit pressemøde om coronasituationen i USA og fortalte, at der havde været en skudepisode ude foran Det Hvide Hus, men at situationen var under kontrol.

Ifølge præsidenten bad Secret Service ham om at træde ud af presserummet i Det Hvide Hus, mens sikkerhedstjenesten håndterede situationen udenfor.

- Der var et skyderi ude foran Det Hvide Hus. Det ser ud til at være under kontrol nu. Men der var rent faktisk et skyderi, og nogen er blevet bragt til hospitalet. Jeg kender ikke personens tilstand, sagde Donald Trump kort efter midnat til tirsdag dansk tid.

Det Hvide Hus var desuden kortvarigt i lockdown.

Også finansminister Steven Mnuchin og budgetdirektør Russ Vought blev eskorteret ud af presserummet af Secret Service, hvorefter dørene blev låst.

Ifølge præsidenten skete skyderiet "i nærheden af hegnet, men uden for Det Hvide Hus' område".

- I blev overrasket, jeg blev også overrasket. Sådan noget er vel ganske usædvanligt, tror jeg, sagde præsidenten.

Secret Service bekræfter
På Twitter skriver Secret Service, at den kan bekræfte, at der har været en hændelse på 17th Street og Pennsylvania Avenue.

'En mistænkt mand og en agent fra Secret Service er begge bragt til et lokalt hospital. På intet tidspunkt under episoden blev barriererne rundt om Det Hvide Hus brudt, ligesom at ingen, som er under beskyttelse, var i fare', står der.

Der gives ikke yderligere oplysninger om de to personers tilstand.

Trump roser den hurtige reaktion fra Secret Service.

På videoen nedenfor kan man se, hvordan Trump pludselig forlader presseseancen: