Tyrkiet insisterer på at deltage i offensiv ved Mosul

Spændinger mellem Tyrkiets og Iraks regeringer stiger, fordi tyrkiske soldater ikke er med i Mosul-offensiv

Følg Krig & katastrofer

Tyrkiet har insisteret på, at dets militære styrker ikke kan forholde sig i ro under kampene mod Islamisk Stat (IS) i storbyen Mosul i nabolandet Irak.

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Tyrkiet er parat til at "træffe visse foranstaltninger" i Irak.

Det er fordi, USA og Iraks regeringer ikke garanterer, at militante kurdere og shiamuslimske militser holder sig fra at deltage i angreb på IS i Mosul.

Den tyrkiske regeringschef henviser til, at Tyrkiet har en 350 kilometer lang grænse til Irak.

- Tyrkiet kan aldrig se passivt til, når der foregår massakrer, når der skabes potentielle flygtningestrømme, og når der kæmpes langs vor grænse, siger han i et direkte interview på tyrkisk tv.

- Vi har gjort forberedelser, så vi er i stand til at træffe visse foranstaltninger, fordi løfter fra USA og Irak om, at PKK og shiamuslimske militser ikke er med i Mosul-angrebet, ikke er tilfredsstillende, siger Yildirim videre.

Han siger, at både shiamuslimske militser og kurdiske separatister har fået tilladelse til at deltage i operationen.

Der blev lørdag rapporteret om intense kampe ved Mosul, hvor det irakiske militær vandt mere terræn.

Mosul var engang en del af Det Osmanniske Rige, og Tyrkiet opfatter området som en del af dets såkaldte indflydelseszone. Iraks regering ønsker ikke at se tyrkerne deltage.

USA siger, at der foreligger en principaftale om, at Tyrkiet skal deltage i offensiven mod Islamisk Stat i Mosul.

Mere fra Ekstra Bladet+

Vi kan ikke have en rigspolitichef, der lyver

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind