Tyrkisk gidseldrama øges: Skud og eksplosion i bygning

Vidne på stedet fortæller, at tyrkiske sikkerhedsstyrker er til stede, og en ambulance er kørt til bygningen

Specialstyrker gør sig klar (Foto: AP)
Specialstyrker gør sig klar (Foto: AP)

Et igangværende tyrkisk gidseldrama har taget en ny drejning i Istanbul, hvor venstreradikale tilbageholder en statsadvokat under trusler om at dræbe ham.

En eksplosion har rystet bygningen, og en skudsalve er hørt, fortæller et vidne til nyhedsbureauet Reuters.

Vidnet fortæller videre, at sikkerhedsstyrker er på stedet, og en ambulance er kørt til bygningens bagindgang.

Den yderliggående gruppe, Det Revolutionære Folks Befrielses-partifront (DHKP-C), viser på sin hjemmeside et billede af statsadvokaten med en pistol presset mod hovedet.

Se også: Istanbul: Advokat taget som gidsel af radikal gruppe

Statsadvokaten leder en efterforskning af en teenagers død under en regeringsfjendtlig demonstration sidste år.

DHKP-C beskylder det store regerende AK-parti for at være skyld i drabet på den 15-årige Berkin Elvan. Teenagerens død udløste store uroligheder i flere tyrkiske byer for et år siden.

Elvan døde i marts sidste år på et hospital i Istanbul efter at have ligget i koma i 269 dage. Han blev dødeligt såret af et tåregashylster, da han var på gaden for at købe brød til sin familie under demonstrationer mod premierminister Recep Tayyip Erdogan i juni 2013.

Gidseltagerne siger, at de ønsker at se politimanden, som skulle have dræbt Elvan, gå til bekendelse på tv, ligesom de kræver, at retsforfølgelse af demonstranter indstilles.

USA, EU og Tyrkiet har registreret DHKP-C som en terrorgruppe.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere