Et særdeles kraftigt jordskælv i det sydlige Tyrkiet har natten til mandag medført mange dødsfald, hundredvis af kollapsede bygninger og har rystet befolkningen i et stort område af Tyrkiet, Syrien, Cypern og Libanon.
Øjenvidnet Erdem, som bor i den tyrkiske by Gaziantep tæt på, hvor skælvet ramte, fortæller, at der var meget voldsomme rystelser.
USGS (det amerikanske gologiske undersøgelsesinstitut), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet ramte klokken04.17 lokal tid med en beregnet styrke på 7,8 på richterskalaen.
- Jeg har aldrig i mine 40 år lange liv mærket noget som det her, siger Erdem.
Han ønsker ikke at stå frem med efternavn.
- Vi blev rystet mindst tre gange meget stærkt - som et spædbarn i en krybbe.
For Erdem er det på interviewtidspunktet stadig for mørkt til at se, hvor voldsomme skaderne er.
- Alle sidder i deres biler og forsøger at køre til åbne områder væk fra bygninger, siger han via telefon til nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg kan forestille mig, at ikke en eneste person i Gaziantep er i deres hjem nu.
Det tyrkiske katastrofeagentur melder om mindst 76 døde og 440 sårede i jordskælvet, som også har krævet mindst 40 liv i Syrien. Dødstallet stiger mandag morgen fortsat.
Hundredvis af bygninger er ifølge lokale myndigheder kollapset i flere forskellige provinser i Tyrkiet.
Der bor omkring to millioner mennesker i Gaziantep, der ligger ikke langt fra grænsen til Syrien.
Også i Syrien har der været voldsomme rystelser og kollapsede bygninger - og mange døde.
- Billeder faldt ned fra væggene huset, siger Samer, som bor i den syriske hovedstad, Damaskus.
- Jeg vågnede rædselsslagen. Nu har vi alle tøj på og står i døren.
Kerem Kinik, som er leder af nødhjælpsorganisationen tyrkisk Røde Halvmåne, siger:
- Jordskælvet ramte i en region, hvor vi frygtede, at det ville ske. Der er voldsomme og omfattende skader.