Tyrkiske sikkerhedskilder: Islamisk Stat stod bag terrorangreb

Tyrkiske sikkerhedskilder fokuserer på Islamisk Stat efter lørdagens terrorangreb, men ingen har taget ansvar attentatet, som nu har krævet 97 dødsofre

Tyrkiske myndigheder arbejder fortsat på at opklare lørdagens blodige terrorangreb i Tyrkiet, hvor op mod 250 mennesker fortsat er under lægebehandling.

Lørdag formiddag begik to selvmordsbombere et attentat mod en fredsdemonstration i den tyrkiske hovedstad, Ankara. Mandag morgen har de tyrkiske myndigheder netop hævet antallet af dødsofre til 97.

Her eksploderer bomben under den fredelige demonstration. (Video: Melike Tomba/Dokuz8)

Ingen har taget ansvar for angrebet, men myndighederne oplyser nu, at man har anholdt flere mennesker, som er tilknyttet terrororganisationen Islamisk Stat. Det er dog uklart, om anholdelserne relaterer sig til attentatet.

Terrorangrebet har rystet den tyrkiske hovedstad (Foto: AP) Krig & katastrofer - 11. okt. 2015 - kl. 10:21 Terror i Tyrkiet: Politiet jagter selvmordsbombere

Alt peger på IS
Søndag eftermiddag oplyste flere tyrkiske sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters, at der er flere indikationer på, at Islamisk Stat står bag attentatet, og at der er en slående lighed mellem lørdagens attentat, og et tidligere attentat i juli i byen Suruc ved den syriske grænse, hvor 33 mennesker blev dræbt.

- Alt peger på, at Islamisk Stat står bag angrebet. Vi fokuserer udelukkende på Islamisk Stat, siger en af kilderne til Reuters.

En anden sikkerhedskilde siger til det tyrkiske medie Haberturk, at typen af sprængstof, som blev brugt til terrorangrebet, samt målet for angrebet, peger på en gruppe, som støtter Islamisk Stat.

Også Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, siger nu, at IS er hovedmistænkt.

- Når man kigger på, hvordan hændelsen fandt sted, er Islamisk Stat førsteprioritet i forhold til vores efterforskning, siger han på tyrkisk tv ifølge Reuters.

Bombeteknikere og læger arbejder på stedet efter eksplosionen. (Video: AP/DHA)

Tyrkiet anses som særlig sårbar overfor infiltrering fra Islamisk Stat, fordi de grænser mod Syrien mod syd, hvor terrororganisationen har taget kontrol over store landområder.

Islamisk Stat er normalt ikke tilbageholdende med pral, når de gennemfører terrorangreb, men de har ikke omtalt hverken angrebet i Ankara lørdag eller angrebet i Suruc tilbage i juli på internettet.

Se også: Irakisk militær: Vi har bombet IS-leder Se også: Kurdisk parti sætter dødstal i Ankara til 128

(Foto: AP)
(Foto: AP)