I morgen søndag bliver ikke som en hvilken som helst anden søndag i den tyske storby, Hannover.
50.000 personer - cirka 10 procent af byens indbyggere - skal evakueres, fordi bomberyddere skal fjerne fem bomber fra Anden Verdenskrig.
Det skriver BBC.
De ueksploderede bomber stammer fra en række bombetogter udført af de allierede over den tyske storby, der under krigen blev bombet massivt med flere tusinde døde og voldsomme ødelæggelser som resultat.
Suppe, børnefilm og sport
Myndighederne håber, at bomberydderne kan afslutte deres arbejde i løbet af søndagen, så indbyggerne kan returnere til deres hjem i løbet af aftenen.
For at gøre den planlagte evakuering, der begynder klokken 9, så gnidningsløs som mulig, er der allerede blevet tilberedt store mængder suppe, ligesom bystyret har arrangeret ture på byens museer, visninger af børnefilm i byens biografer og adskillige sportsarrangementer.
Sidste år udførte tyskerne en endnu større evakuering, da 54.000 personer måtte forlade deres hjem, fordi en 3,8 ton tung bombe blev fundet på en byggeplads i Augsburg.