Fra en tagterrasse på 37. etage brager ukrainsk popmusik ud af højtalerne. Solen er gået ned over Manhattan, der er tequila/danskvand i glassene, og ved ’no smoking’-skiltene skoddes cigaretter i smug.

Bag pulten står Daria Kolomiec.

I årevis levede hun sit bedste liv som feteret tv-vært, model og dj i hjemlandet Ukraine. Nu bor hun i en kuffert, sover på sofaer hos venner og bekendte og bruger alle sine vågne timer på at minde amerikanerne om, at krigen stadig raser, selvom den ikke fylder meget i gadebilledet i New York City.

- Før havde jeg et godt liv, et succesfuldt, udfordrende og stressende, men godt liv. Det her er det den nye mig. Der er nye ar på sjælen, fortæller hun til Ekstra Bladet en blæsende eftermiddag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Neglene er lakeret blå og gule, det samme er klistermærket på bæltetasken, der bærer påskriften ’Be brave for Ukraine’. Ordene er en påmindelse til omverden, men også til hende selv:

- Natten til den 24. februar vågnede jeg ved, at min søster ringede til mig og sagde, ’de angriber os’. Først der hørte jeg eksplosionerne. Jeg frøs og nægtede at tro det, men vidste også, at mit liv aldrig ville blive det samme, husker Daria Kolomiec.

Nægtede at flygte
Fra sin lejlighed i Kiev kunne hun se, hvordan naboer pakkede deres biler og flygtede ud af byen i nattøj.

- Den morgen hørte jeg den første luftalarm i mit liv. Jeg gik helt tæt på vinduet og så en far og en søn fylde en bil med vand og gøre klar til at evakuere. Der kunne jeg mærke meget stærkt, at jeg skulle ikke væk. Jeg skulle blive. Der var ikke andre steder, jeg ville være, husker hun.

I samme opgang ligger en café, hvor Daria Kolomiec køber sin kaffe så ofte, at hun har ejerens telefonnummer. Den morgen skrev hun og spurgte, om der var en chance for, at ejeren ville åbne kælderen, så de kunne søge ly sammen.

- Det var ikke et bombeshelther, men det var mere sikkert end min lejlighed. Vi var mere end 40 mennesker dernede. Gamle mennesker, katte, hunde og en gnaver. Det var småt, og vi sov alle på det kolde gulv. Det var skræmmende. De første uger var vi dernede hele tiden. Det var meget intenst, for de angreb Kiev konstant.

- Hvad tænkte du, mens du sad dernede? Var du bange for at dø?

- Mine følelser ændrede sig hele tiden. Først var jeg meget naiv. Jeg tænkte, at resten af verden ville gribe ind, lukke luftrummet og sætte en stopper for krigen, fordi det var så tydeligt, hvem der var den angribende part. Efter noget tid gik det op for mig, at det her ville blive vores krig. Vores kamp.

Glad for at være i live
Dage blev til uger, og hidtil fremmede naboer blev hinandens tætteste.

- Ingen råd er gode i en krig. Ingen ved noget, men alle ved, hvad der er bedst for dem. Jeg kan huske en aften, hvor vi lå på jorden, men ingen sov. Hver dag var der meldinger om, at NU vil de angribe byen. Jeg reflekterede meget over mit liv og skrev til mine forældre, at jeg elskede dem. Hver morgen var jeg glad for at vågne og stadig være i live.

Artiklen fortsætter under billedet...

I New York vågner hun ofte om natten og tror, at hun skal skynde sig i sikkerhed.

- Russerne angriber på den værste og mest umenneskelige måde om natten, når folk sover. Og du kan forestille dig, hvad det gør ved folk, hvis de ikke sover ordentligt i over et år. Det er ikke bare hver nat, men flere gange om natten, og til sidst overvejer du, om du overhovedet orker at rejse dig, selvom det kan koste dig livet at sove videre, fortæller Daria Kolomiec.

Venner ved fronten
Som krigen skred frem, meldte flere af Daria Kolomiecs venner sig som frivillige. Flere tog mod fronten enten som soldater, paramedicinere, kokke eller noget fjerde. For hende var det aldrig en mulighed.

I juni rejste hun første gang til New York for at spille. Turen tager normalt 12 timer fra Kyiv, denne gang tog den tre dage. Siden har hun spillet på nogle af byens mest eksklusive natklubber.

- Hvordan er det at stå foran så mange glade og udadtil bekymringsløse mennesker, mens du ved, at dit hjemland er under angreb, og du ikke er sikker på, om dine venner og familie er okay?

- Jeg husker især en aften, hvor jeg spillede på Le Bain (i Manhattans eksklusive Meatpacking District, red.) De fleste havde ikke hørt om mig og kendte ikke ukrainsk musik. De kom bare for at have en god lørdag aften. Alle så meget glamourøse ud.

- Da festen peakede, tog jeg ordret og fortalte, hvorfor musikken lød helt anderledes end det, der normalt bliver spillet på Le Bain. Jeg fortalte om mine venner ved fronten, og hvad krigen har gjort ved vores land, og jeg følte så meget kærlighed og støtte.

- Et øjeblik begyndte jeg at græde. Det er første gang, jeg nogensinde har grædt, mens jeg har spillet, men det var så rørende. Musik kan kurere meget. Sorg og angst og frygt.

- Får du dårlig samvittighed ved at være her, når du ved, hvad der sker derhjemme?

- Alle fibre i min krop vil være i Kiev. Mit hjerte er i Ukraine, men jeg er her. Jeg vil gerne være tæt på min familie og mine venner og sove i min egen seng og spise min mors borsch. Det her er min måde at vise krigens ansigt på.

- Hvordan har dine venner det lige nu?

- Det er svært at sige. De er alle i Ukraine, og ingen ved, hvor det næste missil rammer, eller hvad der sker næste gang. Der er ingen sikre steder i Ukraine lige nu.