Der er travlt hos Iryna Samozvanova i byen Sviatohirsk, cirka 30 kilometer fra frontlinjen i Østukraine.
De over 80 hjemløse hunde og katte, der løber rundt på hendes grund og i de forladte nabohuse, ved, at det snart er spisetid. Krigen har gjort dem hjemløse, og Iryna Samozvanova har taget dem til sig og kæmper en indædt kamp for skaffe nok mad.
- Et menneske kan hjælpe sig selv, men et dyr kan ikke. De kan ikke tage på arbejde, tjene penge, tilberede mad, tage ud og handle. Hvis du ikke fodrer dem, så dør de, siger Iryna Samozvanova, der får hjælp af nødhjælpsorganisationer.
Hun er i gang med at lave grød til dyrene, som hun mikser med kogt kød. Det er for dyrt at fodre dyrene med almindeligt dyrefoder, og de lever derfor primært af grød.
Dyrene spiser mindst otte kilo om dagen, og derudover kommer det kød, hun kan fremskaffe.
Sviatohirsk kom under russisk kontrol i foråret sidste år, men blev genindtaget af Ukraine i september. Byen bliver stadig angrebet af russisk artilleri.
I slutningen af februar blev en dræbt og fire sårede i et russisk angreb, der fik Iryna Samozvanova til at søge ly i sin kælder. Dyrene, der har lært faren ved store brag, søgte også ly i kælderen.
- De behøver slet ikke at blive inviteret. Kun denne ene gamle pige, der er døv og blind, er ikke bange for noget, siger Iryna Samozvanova og peger på en af hundene.
Har set det hele
Iryna Samozvanova forklarer, at mange af dyrene søger tryghed hos hende og hendes mand. Det er som om, at de mange bombardementer har ødelagt noget indeni dem.
Hunden ved navn Dick holder sig hele tiden tæt på Iryna Samozvanova, mens Ekstra Bladet er på besøg. Iryna Samozvanova siger, at dyrene også er mærket af traumer.
Hun har selv set 11 dyr blive dræbt af de mange fragmenter, der spredes efter angrebene.
- Det er meget skræmmende at se, når fragmenterne ødelægger dyr. De lider. Du ved, at de har brug for en operation, men ingen kan gøre det. De bløder bare ud foran dine øjne. Jeg kan hverken sy dem, operere eller tage fragmenterne ud, siger Iryna Samozvanova, der kalder det skræmmende at være vidne til at se et dyr lide.
Hun husker blandt andet, hvordan hunden Filia døde af fragmenter. Iryna Samozvanova prøvede at stoppe blødningen, men det holdt ikke, og hunden blødte ud.
Iryna Samozvanova kæmper også selv med traumerne og frygten for, at russerne kommer tilbage. Rusland presser på ved fronten øst for byen for igen at trænge ind i regionen.
- Mentalt var vi alle i byen ødelagte, da russerne var her. Vi var komplet tomme indeni. Du levede bare for at overleve. Du ville ikke andet. Vi havde kun en tanke: at overleve og ikke blive sindssyg af det hele. Nu prøver jeg at komme mig, at glemme det hele, siger Iryna Samozvanova.
Alle vil have en bid
Iryna Samozvanova har givet alle dyrene navne. Nogle af kattene kommer og går, som de vil, mens andre er indenfor hele tiden. I huset ligger de og slapper af på møblerne og i vindueskarmene. En kat har fundet sig en plads på mikrobølgeovnen og tager en lur.
- Jeg kommunikerer med dyrene, fordi de er så glade. De hopper og møder en, når jeg giver dem omsorg, siger hun.
Det er langt fra alle hundene, der kan sammen. De er derfor spredt på nabohusene, efter hvem af de andre hunde de kan med. Nabohusene er blevet forladt på grund af krigen.
Sviatohirsk havde før den russiske invasion omkring 5.000 indbyggere og var en populær destination for turister på grund af byens flotte kirke og Siverskyi-floden. Nu er situationen helt omvendt, forklarer Iryna Samozvanova, da alle gerne vil væk.
Hun har forsøgt at få sendt hunde og katte videre til andre steder i Ukraine, men det har været for dyrt for hende. Hun leder stadig efter en løsning - især hvis russerne kommer igen.
- Det er skræmmende at tænke på, at de kan komme igen. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Det vil være som endnu en omgang med helvede, siger hun.
Tager sig af dyr i hele byen
Flere gange brager det i baggrunden under interviewet med Iryna Samozvanova, da ukrainerne er ved at beskyde de russiske positioner langs fronten. Iryna Samozvanova lægger slet ikke mærke til dem. Det er normalen her, siger hun.
Iryna Samozvanova reagerer kun, når hun kan høre, at noget bliver sendt den anden vej.
Det er ikke kun dyrene hos hende selv, som hun tager sig af. Hver dag tager hun også turen op til kirken og ned på banegården for at fodre nogle gadehunde.
- Jeg håber aldrig, at jeg igen skal tænke på, om jeg lever til i morgen. Om mine dyr vil overleve dagen. Jeg vil bare gerne have, at alting bliver godt igen, siger hun.
- At vores by vil blive genopbygget, vores flotte by. Vores by var så flot, så mange gæster kom her for at slappe af. Se på den nu. Ikke ret meget eller mange mennesker er blevet tilbage her, men jeg bliver. Jeg kan ikke gøre andet, selv hvis russerne kommer. Jeg skal hjælpe dyrene.
Lære af dyrene
Iryna Samozvanova forklarer, at nogle af dyrene har en speciel evne til at ryste de traumatiske oplevelser af sig. Hun håber, at hun på et tidspunkt kan gøre det samme, men Iryna Samozvanova frygter, at hun måske vil have svært ved det. Ligesom hunden Dick.
- Dick har det stadig svært. Han er stadig bange for alle lyde og beder med det samme om at komme ned i kælderen. Han lægger sig i et mørkt hjørne og håber på det bedste, siger Iryna Samozvanova, der påpeger, at dyrene har svært ved at vide, hvor lydene kommer fra.
Iryna Samozvanova håber, at hun en dag kan finde et hjem til alle dyrene.
- Og så håber jeg, at jeg alt vil blive, som det var. At jeg vil møde mine venner, sidde ved det samme bord, drikke kaffe og synge sange. Og glemme alt det forfærdeligt. Vi skal kun tale om alt det gode. Men hvornår kommer det? Det ved jeg ikke, siger hun.
