Det Hvide Hus i Washington DC afviser blankt, at Pakistan blev adviseret på forhånd, inden amerikanske specialstyrker i maj 2011 gennemførte en aktion i den pakistanske by Abottabad og dræbte Osama bin Laden, leder af terrorgruppen al-Qaeda.
- Det var helt og holdent en amerikansk operation, siger Edward Price, der er talsmand for USA's Nationale Sikkerhedsråd, i en erklæring til pressen i den amerikanske forbundshovedstad.
Det er den mangeårige mellemøstjournalist Seymour Hersch, der i det kommende nummer af tidsskriftet London Review of Books skriver, at den pakistanske efterretningstjeneste siden 2006 havde holdt bin Laden som fange i det hus, som amerikanerne angreb.
Og pakistanerne vidste, at de amerikanske specialstyrker kom.
Siger altså Hersch.
Det er helt forkert, siger Edward Price til gengæld.
- At antage, at operationen var andet end en ensidig amerikansk mission, er helt forkert, siger Price.
- Viden om denne operation blev begrænset til en meget lille kreds af højtstående amerikanske embedsmænd, siger han videre.
Peter Bergen, sikkerhedsanalytiker hos tv-stationen CNN, siger også, at Hersch er gal på den.
Ifølge CNN betegner Bergen påstandene som "nonsens".
Aktionen i Abottabad udløste vrede i pakistan, og det i forvejen anspændte forhold mellem den amerikanske og pakistanske regering blev udsat for nye prøvelser med aktionen mod Osama bin Laden.