USA har slået til og har angrebet radar-installationer i Yemen, oplyser Pentagon ifølge CNN.
Der er tale om missilangreb mod tre radaranlæg i den oprørs-kontrollerede del af Yemen.
Angrebene er amerikanernes svar på et angreb på et amerikansk flådefartøj, der lå ud fra Yemens kyst.
Præsident Barack Omaba har autoriseret angrebet på radar-anlæggene og houthi-bevægelsen i Yemen.
'Vellykket angreb'
Pentagon betegner angrebene som vellykkede, men hvad der ligger i dette begreb er uklart.
Det er første gang, at amerikanerne er gået direkte til angreb på mål i Yemen.
En talsmand fra Pentagon betegner operationerne som selvforsvar.
- De er sket for at beskytte vores mandskab og vores skibe. Vi har ret til at sejle i det vigtige farvand, siger talsmand Peter Cook.
Det var den amerikanske destroyer USS Mason, som kom under beskydning i Det Røde Hav onsdag. Også mandag blev skibet angrebet med missiler, men det lykkedes at afværge angrebet.
Forhandlinger i stå
Yemens regering og oprørerne i houthi-bevægelsen gik i april i gang med forsinkede fredsforhandlinger, der skal sætte en stopper for krigen i landet.
Forhandlingerne blev udsat, fordi houthier blev væk i protest mod regeringen, som oprørerne beskylder for at have overtrådt en våbenhvileaftale fra den 10. april. De drøftede her, hvordan man kan få de offentlige institutioner til at fungere igen og genoptage den politiske dialog.
FN's særlige udsending til Yemen, Ismail Ould Cheikh Ahmed, sagde ved indledningen af forhandlingerne, at det kræver indrømmelser fra alle parter, hvis krisen i Yemen skal løses.
Forhandlingerne brød dog sammen efter tre måneder.