USA: Dødstallet stiger efter voldsom tornado

En række tornadoer har hærget i det sydlige USA. Massiv redningsaktion og mange ofre

Adskillige huse blevet jævnet med jorden, og dødstallet ventes at stige. Video: Reuters

Et uvejr med flere tornadoer har kostet mindst 22 mennesker livet i den amerikanske delstat Alabama søndag aften lokal tid.

Det oplyser sherif i Lee County Jay Jones til WRBL-TV.

- Vi er på 22 nu, desværre. Jeg tror, at tallet vil stige yderligere, siger sherif Jay Jones og tilføjer, at flere af de omkomne er børn.

Blandt de dræbte er en otteårig pige, bekræfter familien over for lokale medier.

'Utrolige ødelæggelser'
Ifølge Associated Press har mindst to tornadoer hærget området omkring byen Beauregard i det østlige Alabama.

Her er adskillige huse blevet jævnet med jorden, og dødstallet ventes at stige.  

- Der er stadig folk, der bliver reddet ud af ruinerne, siger den lokale retsmediciner, Bill Harris.

Et øjenvidne, Scott Fillmer, har offentliggjort billeder af ødelæggelserne på sin Twitter-profil. Videoer og billeder fra stedet viser ødelagte huse, hvor tagene er fløjet af, væltede biler og ødelagte træer.

- Utrolige ødelæggelser fra denne tornado, skriver han.

Redningsindsatsen er massiv i området.

- Vi har 150 redningsfolk på stedet, siger Rita Smith, der er talskvinde for det lokale kriseberedskab.

Husstande uden strøm
Det voldsomme vejr har også ramt Georgia, Florida og South Carolina, og der er meldinger om ødelæggelser i alle tre delstater.

Uvejret har efterladt mere end 35.000 husstande uden strøm.

USA’s præsident, Donald Trump, opfordrer indbyggerne i delstaten til at udvise forsigtighed.

- Vær forsigtige og pas på jer selv. Tornadoer og storme er virkelig voldsomme og der kan være flere på vej, skriver han på Twitter.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere