Der er næsten ingenting tilbage af byen Makiivka ved fronten i Østukraine. Store dele af byen er reduceret til murbrokker og støv, og der er aktive kampe i nærheden, hvor russisk og ukrainsk artilleri og mortergranater flyver frem og tilbage med deres dødelige last.

Lyden af den ene eksplosion afløser den anden.

68-årige Irina vil dog stadig ikke tage afsted. Ekstra Bladet følger et evakueringshold i byen, der arbejder på at få folk ud, før det er for sent, men de taler for døve øren hos Irina.

- Vi har ingen steder at tage hen. Her har vi vores dyr - en hund, en kat, høns og ænder. Vi forsøger at beskytte dem alle, siger Irina, der lever af den hjælp, som frivillige bringer.

Hendes hus er endnu ikke blevet ramt direkte. Fragmenter har gennemhullet dele af huset, og skolen på den anden side af vejen er totalsmadret. Irina siger, at russerne, som hun kalder orker, bomber byen både dag og nat. Makiivka kom igen på ukrainske hænder for tre uger siden, men det har ikke betydet fred, da russerne er lige ude foran byen.

- Vi kender ikke til fred længere, siger Irina.

De tog alting
Makiivka har været otte måneder under russisk kontrol, før ukrainerne fik presset dem ud. I den tid har byen været under lederskab af forskellige russiske enheder, siger Irina, der ikke vil opgive sit efternavn, da hun er bange for, at russerne kommer tilbage.

- Det var værst for os, da Kadyroviterne (de tjetjenske soldater, red.) var her. Forfærdeligt. De tog alting såsom vores telefoner, siger Irina.

- De tog vores penge, guld, telefoner, computere. Alt udstyr. De tog ikke vores kartofler, for de tog kun de værdifulde ting, siger Irina.

Hun forklarer, at tjetjenerne beordrede beboerne til at blive indenfor, men at de skulle lade alting stå ulåst. De gik så alting igennem for værdigenstande.

- De er dyr, forklarer Irina.

Mange blev taget væk
Der er kun få borgere tilbage i Makiivka. Før invasionen boede der nogle hundrede i byen, der i dag næsten er helt tom. Irina fortæller, at russerne beordrede folk til at lade sig evakuere til andre områder under russisk kontrol. De tog børnene, forklarer hun.

- Næsten alle blev taget væk. Børn blev taget væk. Alt blev taget, forstår du? Vi bor her for os selv, og så kommer de og siger til os, at vi skal tage væk. Vi er på vores egen jord. Vi er ukrainere, og vi er på vores egen jord. Hvor skal vi tage hen?

Irina nægtede at tage afsted på trods af, at russerne pressede på. Hun ville hellere dø end at forlade sit hus. Derfor vil hun nu heller ikke tage med evakueringsteamet ud.

Længere nede af vejen har 56-årige Tetyana Ivanovna heller ikke tænkt sig at smutte.

- Situationen er dårlig. Alt er ødelagt. Næsten 100 procent af landsbyen er ødelagt. Vi overlever på grund af frivillige... Vi vil ingen steder. Vi vil blive her, siger Tetyana Ivanovna.

- Vi er ikke længere bange for raketter, som de skyder på os, siger hun.

- Vi vil kæmpe. Vi vil genopbygge, og vi vil gøre alting godt igen.