Vidner beskriver rædsler: Hundredvis af lig i vejkanten

Orkanen Idai har efterladt hele lokalsamfund udslettet, mens tusindvis stadig er fanget af vandmasserne, fortæller øjenvidner

Få et overblik over katastrofen her. Video/redigering: Reuters/Kristian Hansen

Dødstallet stiger efter orkanen Idai i dagevis har hærget i Mozambique og Zimbabwe.

Indtil videre har hundredvis mistet livet under naturkatastrofen, der ifølge nødhjælpsorganisationer har efterladt en af Mozambiques største byer, Beira, i total ruiner.

Titusinder menes at være fanget i afskårne områder, hvor de ikke kan komme væk fra de store vandmængder, der har oversvømmet og jævnet flere landsbyer med jorden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I området omkring storbyen Beira arbejder myndighederne på højtryk med at evakuere folk og bringe dem i sikkerhed. Foto: Ritzau Scanpix
I området omkring storbyen Beira arbejder myndighederne på højtryk med at evakuere folk og bringe dem i sikkerhed. Foto: Ritzau Scanpix

Fuldstændig udslettet

En lille uge efter orkanen Idai slog ind over landet, sidder tusindvis af mennesker stadig på hustage og i træer og venter på nødhjælp i Mozambique, melder nyhedsbureauet AFP.

Øjenvidner beretter om kaotiske scener, hvor ligene flyder langs vejkanten. Til den britiske avis The Guardian beskriver et vidne således, hvordan hundredvis af døde mænd, kvinder og børn lå rundt på jorden, mens hele lokalsamfund er blevet 'fuldstændig udslettet'.

- På ethvert tag, der er tilbage, og på ethvert træ sidder der fire, fem, seks eller syv mennesker. Folk prøver at komme gennem vandmasserne. De mest primitive hjem er udslettet. Jeg tror, at 95 procent af alle huse er væk, siger forretningsmanden Grahan Taylor til det britiske medie.

Vidnerne fortæller videre til The Guardian, at de frygter for, at mindst tusind mennesker ligger begravet i ruinerne i området omkring Beira, som har 500.000 indbyggere.

José Itai blev reddet af en af de redningshelikoptere, som Sydafrika har sendt til det kriseramte Mozambique. Han fortæller, at hele familien er døde og ligene flyder rundt i Buzi-floden. Han så også en kvinde, der mistede sin netop fødte baby, som røg ud af favnen på hende og ned i vandet.

- Alle kvinderne, som var i gang med at føde, mistede deres babyer, fordi de blev nødt til at flygte, siger José Itai til The Guardian.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Et øjenvidne beretter, hvordan han mistede hele sin familien. Han frygter nu, at ligene driver rundt i området ved Buzi-floden. Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix
Et øjenvidne beretter, hvordan han mistede hele sin familien. Han frygter nu, at ligene driver rundt i området ved Buzi-floden. Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix

Optøjer i byerne

Mozambiques miljøminister, Celso Correia, fortæller, at mindst 15.000 stadig mangler at blive reddet fra vandmasserne, og at myndighederne gør 'alt, hvad der står i deres magt' for at hjælpe med mad, vand og medicin.

- Men det er et kapløb med tiden lige nu, understreger ministeren torsdag aften dansk tid.

Redningspersonel og helikoptere er sendt til de kriseramte områder i både Mozambique og Zimbabwe fra nabolande som Sydafrika, men myndighederne har svært ved at arbejde hurtigt nok med at sikre vand og mad til alle nødstedte.

Derfor er der meldinger om optøjer i flere byer, hvor folk slås om de fødevare, som bliver smidt ned fra helikoptere. Myndighederne anslår i samme forbindelse, at nødhjælpen langt fra dækker efterspørgslen hos de kriseramte befolkninger.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Folk sidder fanget på hustage og i træer på sjette døgn i bpde Mozambique og i Zimbabwe. Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix
Folk sidder fanget på hustage og i træer på sjette døgn i bpde Mozambique og i Zimbabwe. Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix

Hjælp os

I Zimbabwe vurderer nødhjælpsarbejdere, at 500 personer fra en enkelt landsby alle har mistet livet, selvom det officielle dødstal fra området er 98.

En overlevende fra byen Kopa fortæller, at 1000 personer forventes at være begravet under de ødelagte hjem, som nu flyder rundt i området. Han opfordrer myndighederne til at arbejde hurtigere.

- Vi beder dem om at hjælpe os med at bjærge ligene, så vi kan begrave dem. De overlevende har i den grad også brug for hjælp, siger Thokozani Copper.

Røde Kors anslår, at 400.000 mennesker er gjort hjemløse af orkankatastrofen alene i Mozambique.

Se også: 550 er dræbt efter cyklon har hærget flere afrikanske lande

Se også: Røde Kors: 90 procent af storby er ødelagt

Se også: Desperate efter hjælp