Vildt vejr: 55 tornadoer hærger USA

En person har mistet livet og mindst 130 andre er såret

Spencer Haney, 22, i ruinerne efter et hus i Ohio, USA, der tilhørte hans bedstemor, Sue Taulbee. Foto: AFP
Spencer Haney, 22, i ruinerne efter et hus i Ohio, USA, der tilhørte hans bedstemor, Sue Taulbee. Foto: AFP

En sværm af tornadoer har hærget de amerikanske delstater Ohio og Indiana. En person er dræbt, mens mindst 130 personer er såret.

Det skriver Associated Press.

I alt 55 tornadoer har ifølge meteorologer ramt en række amerikanske delstater i det seneste døgn.

Skoleåret for mange elever er blevet afsluttet tidligt på grund af smadrede skolebygninger. Mange huse er blevet ødelagt.

- Jeg smed mig ned på alle fire og beskyttede mit hoved med mine hænder, siger Francis Dutmers, der bor i Vandalia, Ohio, som er hårdt ramt.

En ejendom er blevet smadret af en tornado i Trotwood, Ohio. Foto: AFP
En ejendom er blevet smadret af en tornado i Trotwood, Ohio. Foto: AFP
 

En 82-årig mand har mistet livet i byen Celina i Ohio. Han blev dræbt, da en parkeret bil blev blæst ind i hans hus.

- Der er områder, der ligner krigszoner, siger borgmesteren, Jeffrey Hazel.

Ohio-guvernør Mike DeWine har erklæret undtagelsestilstand.

11 dage i træk
Der har mandag og tirsdag været 14 mulige tornadoer i Indiana, 12 i Colorado, 9 i Ohio, 7 i Iowa, 5 i Nebraska, 4 i Illinois, 3 i Minnesota og 1 i Idaho.

De seneste uger har USA været plaget af et usædvanligt højt antal tornadoer, og ifølge meteorologer kan det fortsætte et godt stykke tid endnu.

 

Mandag var den 11. dag i træk, hvor der har været mere end 8 tornadoer i USA, oplyser meteorologen Patrick Marsh.

Man skal helt tilbage til 1980 for at finde et lignende tilfælde i USA.

- Vi ser meget høje tal i disse dage, og det er absolut usædvanligt, siger Patrick Marsh.

Onsdag i sidste uge blev tre mennesker dræbt af det voldsomme uvejr i Missouri. Her blev delstatshovedstaden, Jefferson City, ramt af voldsomme ødelæggelser og oversvømmelser.

Skærm

Hent flere
Hent flere