Voldsom kritik: - Det kan ikke retfærdiggøres

FN langer hårdt ud efter israelske soldaters drab på civile

Det gik voldsomt for sig på grænsen mellem Gaza og Israel i marts sidste år. Video: AP

Der var formentlig tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, da israelske soldater sidste år skød og dræbte adskillige palæstinensiske demonstranter på grænsen mellem Israel og Gaza.

Så hård er bedømmelsen for den kommission under FN's Menneskerettighedsråd, som blev nedsat i kølvandet på sammenstød mellem israelske soldater og demonstranter ved Gaza sidste år.

Kommissionen blev nedsat i maj 2018 for at undersøge de israelske soldaters ageren under de demonstrationer, der startede 30. marts. Demonstrationerne blev afholdt som en markering af 70-året for, at omkring 800.000 mennesker måtte forlade Israel, og demonstrationen blev kaldt 'Den Store Returmarch'. Tusindvis af mennesker marcherede mod grænsehegnet mellem Gaza og Israel.

Israel havde på forhånd erklæret, at man var parat til at beskytte sine grænser ved at bruge magt og om nødvendigt skyde på demonstranter, men deres tilgang møder langt fra opbakning fra FN.

- Kommissionen har god grund til at tro, at israelske soldater under Den Store Returmarch begik overtrædelser af de internationale menneskerettigheder og af humanitær lov. Nogle af disse overtrædelser kan formentlig karakteriseres som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden og de må øjeblikkeligt blive undersøgt af Israel, lyder det fra argentinske Santiago Canton, der sidder i spidsen for kommissionen.

Santiago Canton har torsdag fremlagt kommissionens rapport. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
Santiago Canton har torsdag fremlagt kommissionens rapport. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
 

Se også: Skarpskytter har fået strenge ordrer: - Skyd alle der trænger gennem hegnet

Tusindvis ramt af skud
I alt 189 palæstinensere blev dræbt i forbindelse med demonstrationer i perioden mellem 30. marts og 31. december, hvoraf 183 ifølge kommissionen blev dræbt af skud. 35 af de dræbte var børn, mens tre dræbte var tydeligt markerede førstehjælpere og to var tydeligt markerede journalister.

Yderligere 6106 palæstinensere blev såret af skud, mens 3098 andre blev såret af patronfragmenter, gummikugler eller ved at blive ramt af gasgranater.

De mange skudafgivelser kom fra snigskytter, der var placeret langs grænsehegnet, og som skød mod demonstranterne 'uge efter uge'.

Fire israelske soldater blev såret i forbindelse med demonstrationerne, og en enkelt soldat blev dræbt, men det var ikke i forbindelse med en demonstration.

Krig & katastrofer - 12. apr. 2018 - kl. 20:25 Soldater hylder snigskyttes nedskydning af ubevæbnet: 'Legendarisk!'

Udgjorde ingen fare
Og FN kritiserer i skarpe vendinger, at Israel brugte så voldsom magt mod demonstranterne.

- Der er intet, der kan retfærdiggøre at dræbe og såre journalister, læger og personer, der ikke udgør nogen overhængende fare for død eller seriøs skade på folk omkring dem. Særligt alarmerende er det at sigte mod børn og personer med handicap.

- Mange unge menneskers liv er blevet ændret for altid. 122 mennesker har fået amputeret lemmer siden 30. marts sidste år. 20 af dem er børn, siger Sara Hossain fra Bangladesh, der også er en del af kommissionen.

En journalist bliver her hjulpet væk af sine kollegaer efter at være blevet ramt af skud. Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
En journalist bliver her hjulpet væk af sine kollegaer efter at være blevet ramt af skud. Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
 

Kommissionens medlemmer mener, at de israelske snigskytter skød mod journalister, førstehjælpere, børn og folk med handicap, selvom de sagtens kunne se, at det var det, der var tale om.

Kommissionen understreger, at det er en krigsforbrydelse at skyde direkte på civile, uden at der er tale om selvforsvar. De mener, at soldaterne skød på civile, selvom det var tydeligt, at de ikke udgjorde en fare.

Samfund - 31. mar. 2018 - kl. 20:35 Flygtede væk fra kugleregn: Her bliver demonstrant skudt i ryggen

- Det var terror
Israel har over for kommissionen forsvaret sig med, at de civile protester maskerede 'terroraktiviteter', men det mener kommissionen ikke er tilstrækkeligt.

Kommissionen har i løbet af efterforskningen afdækket, at nogle af demonstranterne var medlemmer af væbnede grupperinger eller politiske partier, men de understreger samtidig, at internationale love forbyder at bruge magt mod nogen alene på grund af deres forbindelser til en given gruppe.

Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
 

Kommissionen opfordrer nu både Israel og de ansvarlige i Gaza, heriblandt Hamas, til at stoppe voldshandlingerne, så der ikke sker lignende tilfælde på årsdagen for demonstrationerne, 30. marts.

- Kommissionen vil placere relevant information i en fortrolig fil, som vil blive overdraget til Højommissæren for Menneskerettigheder for at sikre adgang til denne information for nationale og internationale lovmekanismer. Den Internationale Straffedomstol er allerede beskæftiget med situationen, siger kommissionsmedlemmet Betty Murungi fra Kenya.

Israel bliver ligeledes opfordret til selv at indlede en undersøgelse og udpege de ansvarlige for de mange drab.

- Fjendtlig og løgnagtig
Israel giver dog ikke meget for den kritik, landet bliver udsat for i rapporten, og de har derfor ikke umiddelbart tænkt sig at følge rapportens opfordringer, idet de blankt afviser den.

- FN's Menneskerettighedsråd har frembragt endnu en fjendtlig, løgnagtig og forudindtaget rapport vendt mod staten Israel, siger den fungerende udenrigsminister, Israel Katz.

Han siger samtidig, at 'ingen kan nægte israelerne retten til selvforsvar og retten til at beskytte deres borgere og grænser mod angreb'.

Kommissionens foreløbige rapport er 22 sider lang, men en længere rapport vil blive offentliggjort 18. marts 2019, når Menneskerettighedsrådet mødes i Geneve.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere